Se cigaretkortet: Nu kan danske smøger blive blandt EU's dyreste

Frem mod 2022 bliver det 20 kroner dyrere at købe en pakke cigaretter i Danmark.

Det bliver markant dyrere for de mange tusinde danskere, som ryger.

I 2022 er Irland muligvis det eneste EU-land, hvor en pakke cigaretter koster mere end i Danmark. I dag koster 20 irske cigaretter 85 kroner.

I går blev regeringen, dets støttepartier og Alternativet med næste års finanslov enige om, at en pakke cigaretter herhjemme skal stige med 50 procent frem mod 2022.

Det betyder, at hvor det i dag koster cirka 40 kroner at købe 20 smøger, vil man om tre år skulle have 60 kroner op ad lommen.

Hermed kan Danmark overhale en række EU-lande på smøgprisen de næste tre år, hvis man forudsætter, at landene ikke går samme vej som Danmark og hæver priserne.

Ifølge de seneste tal fra EU-Kommissionen fra marts i år, er det kun i Storbritannien og Irland, at man lige nu skal betale mere end 60 kroner.

Og da Storbritannien ventes at træde ud af EU, er det kun Irland, som lige nu har en højere pris i EU, end den pris Danmark får i 2022.

Med prisstigningerne kan vi hermed overhale nordiske lande som Sverige og Finland, men også lande som Holland, Belgien og Frankrig.

Der er dog stadig langt op til Norge - som ikke er medlem af EU - hvor en pakke cigaretter koster omkring 90 kroner.

Herunder kan du se, hvad en pakke cigaretter koster i de forskellige EU-lande. Bemærk at tallet fra Danmark er den pris, man vil hæve cigaretter til i 2022.

Stort flertal bag prisstigninger

Der har længe været et stort flertal bag stigninger i priserne på cigaretter. I det nuværende Folketing er det udelukkende Nye Borgerlige og Liberal Alliance, som mener, at prisen lige nu er fin.

De øvrige partier har tidligere meldt ud, at prisen skulle ligge på mellem 50 og 90 kroner.

Radikale Venstre, som er med i finansloven, har tidligere meldt ud, at priserne skulle have et ordentligt nøk opad og stige til 90 kroner.

Derfor gik de ikke ud af forhandlingslokalet med hænderne højt over hovedet.

- Vi kommer op på de 60 kroner, som vi synes er et minimum, sagde politisk leder Morten Østergaard (R) i aftes.

Prisen på en pakke cigaretter vil til næste år og i 2021 lyde på 55 kroner, inden den stiger med yderligere en flad femmer i 2022.