Se de her tatoveringer: Syv unge deler deres tusser

Luca og seks andre unge fortæller om de tatoveringer, der pryder dem.

Hvad betyder din tatovering for dig?

Det spurgte vi jer om her på dr.dk. For ligesom ar vidner tatoveringer ofte om det liv, vi lever. De glæder og sorger, vi går igennem. Her er nogle af de historier, vi har fået.

- Batman skaber sine egne superkræfter. Det vil jeg også

  • Mia Halberg, 24 år (Foto: Lasse Winther © dr)
  • Mia er kæmpe fan af Batman, og nu har hun ham med på skulderen. Han minder hende om, at en superhelt godt kan skabe sine egne superkræfter, og at man skal huske at være god både ved sig selv og andre. (Foto: Lasse Winther © dr)
1 / 2

Jeg har altid været fascineret af superhelte. I folkeskolen blev jeg desværre mobbet ret meget, men så var der X-Men og Justice League på Cartoon Network, når jeg kom hjem fra skole. Og det var med til at gøre en dårlig dag lidt bedre.

Jeg begyndte at interessere mig mere for tegneserier og ikke mindst Batman, der var sat i den virkelige verden. Det fik mig til at tænke på, at man skal huske at være sin egen superhelt.

Nu har jeg Batman med mig overalt. Jeg kan jo ikke se ham på skulderen, men bare det, at jeg ved, at tatoveringen er der, gør, at jeg på dårlige dage husker på, at jeg skal være super.

Mia Halberg, studerer ergoterapi på Københavsn Professionshøjskole, 24 år

- Min svogers navn minder mig om at være et godt menneske

  • Christian Oelsner Rysgaard Petersen, 25 år (Foto: Lasse Winther © dr)
  • Christians svoger har lært ham så meget om livet, at, da han skulle have sin første tatovering, blev det svogerens navn. (Foto: Lasse Winther © dr)
1 / 2

Min svoger har været tatovør og har i det hele taget haft en vild livshistorie. Han er gået fra at være gadedreng til buddhistisk munk i Japan og kungfu-mester.

Han er en dejlig og utroligt velreflekteret person, som har lært mig meget om at være et godt menneske. Så da han tilbød at lave min første tatovering som 18-årig, besluttede jeg, at det skulle være hans japanske navn Ryu, som betyder drage.

Han har været syg af kræft længe. Men tatoveringen minder mig om ham - en person, der altid kæmper videre og ikke lader sig gå ned.

Christian Petersen, studerer katastrofe- og risikomanagement på Københavns Professionshøjskole, 25 år

- Min tatovering viser, at jeg hellere vil leve end dø

  • Sara Søs Aanæs, 24 år (Foto: Lasse Winther © dr)
  • Semikolon'et på Saras arm viser, at hun har tænkt sig at fortsætte; også selvom selvmordstankerne presser sig på. (Foto: Lasse Winther © dr)
  • Sara har fået en mælkebøtte-tatovering, for på svensk er et mælkebøttebarn en mønsterbryder. Og Sara gør hvad hun kan for at bryde et meget dårligt mønster i sin familie. (Foto: Lasse Winther © dr)
1 / 3

Jeg havde forsøgt at begå selvmord flere gange, da jeg en dag tænkte: Jeg kan ikke fortsætte det her. Enten må jeg dø nu eller også må jeg vælge at leve. Der besluttede jeg at få lavet et semikolon på armen. Det er ligesom en forfatters beslutning om ikke at slutte sætningen, men lade den fortsætte.

Ovenover har jeg to mælkebøtter. På svensk er et mælkebøttebarn en mønsterbryder. Og jeg prøver at være mønsterbryder i forhold til min familie. For selvom det virkelig nogle gange har været frygteligt, så er jeg kommet ud og er blevet et godt menneske. Nu arbejder jeg på at nedbryde de tabuer, der er om psykisk sygdom.

Sara Søs Aanæs, aktiv i Ungdommens Røde Kors, 24 år

- Jeg er et meget symmetrisk menneske

  • Luca Jonas Pristed, 25 år (Foto: Lasse Winther © dr)
  • På Lucas arm kæmper natur og geometri om overtaget. Kaos mod orden. (Foto: Lasse Winther © dr)
  • På højre arm har geometrien overtaget. På venstre arm er det naturen. (Foto: Lasse Winther © dr)
1 / 3

Jeg er tatoveret på begge arme og på ryggen. Jeg kan godt lide, at man kan se huden under. Så føles det ikke så meget som et billede, men som noget af mig.

Det startede med et enkelt A på overarmen. A fordi mig og mine søskende alle har et navn, der slutter med a. Da jeg så fik en stor tatovering på den anden arm, synes jeg, A'et stod lidt alene. Derfor fik jeg tatoveret den arm på samme måde.

Det er en polsk tatovør, der har lavet det. Han fandt på at lade natur og geometri kæmpe om pladsen. Det er sådan kampen mellem kaos og orden. Og jeg får mange komplimenter for mine tatoveringer. Især fra de gamle, jeg arbejder med på klinikken lige nu.

Luca Jonas Pristed, sygeplejerskestuderende på Københavns Produktionshøjskole, 25 år

- Jeg er stolt af mit navn og mit fag. Selvom andre ser ned på det

  • Frederik Halkjær, 22 år (Foto: Lars Von Magius © dr)
  • Frederik er ved at uddanne sig til elektriker. Mange ser ned på faget, oplever Frederik. Men han er stolt af det. Og af sit navn. (Foto: Lars Von Magius © dr)
1 / 2

Jeg er stolt af at være elektriker, selvom det er et håndværkerfag, som andre ser lidt ned på. Og så har jeg altid elsket mit efternavn. Indenfor visse vennegrupper bliver jeg omtalt som Halkjær. Min tatovering forestiller en elpære, to spidstænger og så mit navn. På den måde er den en hyldest til mit fag og til mine bedsteforældre, hvor navnet kommer fra.

Lige da jeg fik tatoveringen var det en kæmpe selvtillidsboost efter en periode, hvor jeg havde været trist. Den minder mig om, at jeg er god nok, som jeg er.

Frederik Halkjær, læser til almen installations-elektriker, 22 år

- Min tvillingebror og jeg har fået den samme tatovering

  • Sandra Birkmose Hansen, 25 år (Foto: Lasse Winther © dr)
  • Sandra har en tvillingebror. I 25 års fødselsdagsgave gav hun ham - og sig selv - en tatovering. Det blev Sandras 17., men tvillingebroderens første. (Foto: Lasse Winther © dr)
  • Sandra synes hendes tatoveringer er smukke, men de minder hende også om de vigtige ting i hendes liv. (Foto: Lasse Winther © dr)
1 / 3

Jeg har en tvillingbror, der hedder Daniel, som altid har været der for mig. Både da vores forældre blev skilt, og da jeg fik en depression.

Så på vores 25-års fødselsdag gav jeg os begge to en tatovering i gave - vores klokkeslet. Han er 12 minutter ældre end mig, og hver gang jeg kigger på den, minder den mig om ham.

Det var hans første tatovering, men min den 17.

Jeg har lært, at man skal tale om de svære ting i sit liv, og det synes jeg mine tatoveringer hjælper mig til, når folk spørger ind til dem. Samtidig repræsenterer de kapitler, der er afsluttede, og så er de bare smukke.

Sandra Birkmose Hansen, læser ergoterapi på Københavns Professionshøjskole, 25 år

- Min tatovering minder mig om de kvaliteter, jeg synes, jeg indeholder

Det havde været en hård periode. En af de der perioder, hvor det hele føles som lidt af et 'grind'. Jeg var på vej til træning, da idéen til tatoveringen ramte mig som et lyn fra en klar himmel. Jeg lyttede til et nummer fra den danske artist Felix De Luca, som rapper "... I wear my heart on my sleeve..."

Det er egentlig et ret brugt udtryk, men i det øjeblik gik det op for mig, hvor godt det beskriver mig som person.

Derfor skulle det overordnede motiv være et hjerte på mit 'sleeve', altså min overarm. Men det skulle være et hjerte, der var beskyttet på en eller anden måde. For selvom jeg ér en meget blød person, så er jeg også professionel MMA fighter og har derfor også en 'hård' side, eller ihvertfald et job, hvor jeg er nødt til at være det.

Nicolas Dalby, MMA fighter, 35 år

Nicolas Dalby har hjertet på sit "sleeve". (Foto: Dolly Clew/CageWarriors.com © Dolly Clew/CageWarriors.com)
    Facebook
    Twitter