Se de nye månebilleder

De hidtil skarpeste billeder af Månen viser, hvordan astronauterne har bevæget sig på tre Apollo-missioner fra 1969 til 1972.

Nye billeder viser tydeligt astronauternes bevægelsesmønstre fra Apollo 17-missionen i 1972. Øverst i billedet er der hjulspor fra de særlige månebiler. (© NASA)

Helt nye billeder af Månen viser landingsområde, fodspor og efterladt udstyr fra tre Apollomissioner fra 1969 til 1972.

Blandt andet kan man se, hvordan astronauterne har bevæget sig rundt i månestøvet, ligesom der er tydelige hjulspor fra de særlige månebiler.

Det giver mulighed for at tegne et præcist billede af, hvordan missionerne er forløbet.

Det forklarer astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planeterium.

- Billederne kan bruges til at give et bedre overblik over, hvad det faktisk var, astronauterne foretog sig, og hvor de indsamlede deres prøver, siger han til DR Nyheder.

Billeder af den fulde måne

De nye billeder er de skarpeste, der nogensinde er taget fra Månens overflade, og de viser tydelige spor fra Apollo 12-, 14- og 17-missionerne.

Men NASA har også taget billeder af resten af Månens overflade, og de er faktisk endnu vigtigere.

- Billederne af månens overflade er utrolige skarpe og detaljerede, og de kan bruges til at give ny viden om hvordan Månen er opstået og har udviklet sig. De er vigtige brikker til puslespillet, der skal fortælle os om Solsystemets historie, forklarer Michael Linden-Vørnle.

Det er NASAs rumsonde LRO (Lunar Reconnaissance Orbiter), der har taget de nye billeder.

Normalt roterer den omkring 50 kilometer fra Månens overflade, men NASA har fået den til at ændre kurs, og derfor er de nye billeder taget fra en afstand af blot 21 kilometer, hvilket gør dem usædvanligt skarpe.

Overbeviser næppe skeptikere

I mange år har konspirationsteoretikere påstået, at månelandingerne var fup. Nu er der altså ny billeder, der tyder på det modsatte.

Men selvom billederne er skarpere end nogensinde før, overbeviser de næppe skeptikerne om, at månelandingerne rent faktisk har fundet sted, lyder vurderingen fra astrofysikeren.

- Selv den dag vi kan tage til Månen som turister og kan se Apollo-efterladenskaberne, kan folk jo sige, det bare er noget der er stillet op. Har man først valgt at tro på den tåbelige idé, at vi ikke har været på Månen, er der nok ikke ret meget, der kan flytte folk, siger Michael Linden-Vørnle.

Facebook
Twitter