Det er svært at slå to streger under resultatet og forudse præcist, hvor mange der bliver indlagt med corona, når Danmark åbner igen.
Går det godt, vil 109 personer ligge i hospitalssengen i april med corona, fordi butikker under 5.000 kvadratmeter slår dørene op på mandag. Men går det skidt, når vi op på næsten 10 gange flere indlagte coronapatienter – nemlig 1.002.
Rapporten kommer med en række beregninger, som regeringen blandt andet lægger til grund for, hvad der skal genåbnes i Danmark.
Og havde politikerne valgt at åbne for elever på ungdomsuddannelser og i 9-10-klasse, så ville usikkerheden af effekten være endnu større. Her anslår eksperterne i rapporten, at det kunne betyde et sted mellem 447 og 4.026 indlagte danskere, når vi rammer 15. april.
Altså en usikkerhed på mere end 3.500 indlagte.
Professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen mener, at beregningerne er så upræcise, at de er svære at bruge til at forudse konsekvenserne af genåbningen.
- Der er en ekstrem usikkerhed om de her ting. Rapporten fremstår som videnskabelig med farvede diagrammer, men vi får ikke en markering af, hvor usikre beregningerne er. Jeg vil være påpasselige med at tillægge dem for megen vægt, siger han.
Jokeren: Den engelske corona mutation
Men lad os se nærmere på, hvorfor tallene for indlagte med corona, når Danmark genåbner, ikke er mere præcise?
En ting, der spiller ind, er smitsomheden på den engelske mutation.
Her har Statens Seruminstitut beregnet, at den engelske mutation smitter fra 48 til 62 procent mere end den coronavirus, som ramte Danmark først.
Og genåbningen vil gå meget forskelligt, hvis mutationen smitter med det lave tal frem for det høje.
For eksempel vil 109 i bedste fald være indlagt med corona den 15. april, fordi butikker under 5.000 kvadratmeter åbner på mandag, og den britiske mutation smitter med det lave tal.
Og i værste fald vil 396 være indlagt i april, hvis den britiske mutation smitter med det høje tal*.
Gider danskerne fortsat følge anbefalinger?
En anden ting som betyder meget for, hvordan smitten udvikler sig, er, hvordan danskerne lever livet.
Er danskerne populært sagt lige så forsigtige som nu og nøjes med at være mere aktive i forhold til de ting, som bliver åbnet som udendørs idræt og butikker?
Eller er danskerne coronatrætte, mødes mere med venner og tager oftere på arbejde, selv om det er anbefalet, at de stadig arbejder hjemme?
Statens Seruminstitut har regnet på de to scenarier.
Tager vi scenariet, hvor danskere følger anbefalingerne mest til punkt og prikke, så vil for eksempel 209 være indlagt med corona den 15. april, når butikker under 5.000 kvadratmeter åbner.
Og tager vi scenariet, hvor danskerne slår sig mere løs, så vil 531 være indlagt i april stedet for ved at åbne butikkerne. **
Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard synes, at der er mange ubekendte i beregningerne.
Det er ikke entydigt, hvad Folketinget kan udlede af tallene, erkender professoren.
- Det bliver en tolkning. Og derfor er der forskellige politiske reaktioner. Politikere i blå blok mener, at usikkerheden taler for at åbne mere. Rød blok, at man er nødt til at være forsigtige, siger han.
Kjeld Møller Pedersen mener, at usikkerheden ved beregningerne betyder, at tallene er svære at bruge.
- Alle tal kan tolkes. Jeg er usikker på, hvilke konklusioner man kan drage. Det er usikkert, hvad der kan åbnes, siger professoren.
Uenighed om genåbning
I dag blev regeringen, SF, De Radikale og Enhedslisten enige om en mindre genåbning af samfundet.
Det betyder blandt andet, at butikker med et areal på under 5.000 m2 kan åbne fra på mandag. Større butikker kan åbne med tidsbestilling for kunderne, mens forsamlingsforbuddet hæves fra 5 til 25 for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) erkender, at det er en politisk beslutning, hvad der skal åbne.
- Det er en politisk beslutning, og den står vi på mål for. Vi har den bedste viden, som vores eksperter kan regne frem. Der er mange forbehold og usikkerhedsmomenter. Det har vi lagt åbent frem.
- Skulle nye beregninger eller gunstig smitteudvikling vise, at der er plads til at åbne mere, så vil vi selvfølgeligt gøre det, siger ministeren.
I aftalen står, at der kan ske en yderligere genåbning om to uger, men det er afhængig af, hvordan smitten med corona udvikler sig.
Blå blok var ikke med i aftalen om genåbning og ville gerne have åbnet samfundet hurtigere.
- Jeg synes, vi skulle stå sammen om at få nogle flere børn i skolen. Jeg forstår ikke, at børn på Samsø ikke må gå i skole på grund af et smitteudbrud i Ishøj, siger Venstres formand Jacob Ellemann-Jensen.
Han mener, at efterskoler, højskoler og liberale erhverv godt kunne åbne, hvis man havde mod og mandshjerte og var klar til at lukke ned igen, skulle der komme smitteudbrud.
Sådan gjorde vi
- •
- •
*Tallene findes på side 24-25 i rapporten og vises for RS=0,75, der betyder, at danskerne holder restriktioner stort set som i dag. Bliver danskerne mere aktive vil smitten stige yderligere.
- •
** Tallene findes på side 24 og dækker scenarie 1. DR bringer tallene, hvor smitten fra den engelske mutation er sat til ´middel.´