Se hvordan pandaerne skal bo: Alt er gjort klar til panda-parring

Dyrepasser Nadja Søndergaard ser frem til, at havens nye pandaer får unger.

Der er bygget et helt nyt anlæg til de to pandaer. Det er Bjarke Ingels Group og Schønherr Landskabsarkitekter, der har tegnet anlægget, som officielt indvies den 10. april. Dagen efter åbner det for offentligheden.

Pandaerne Xing Er og Mao Sun ankommer i aften til Københavns Zoo, og alt er gjort klar til, at de skal have det godt de kommende mange år.

Og alt er i allerhøjeste grad også gjort klar til, at de skal parre sig med hinanden, så der på et tidspunkt kommer et par små pandaunger.

Herunder fortæller Nadja Søndergaard, der er i dyrepasser i Zoologiske Have, om, hvor godt forberedt man er på parringsprocessen.

Lever som i naturen

- Ude i naturen lever pandaerne enkeltvis. En hun vil kun møde en han, når det er parringstid, og det prøver vi at efterligne her. Vi har plader for hegnet, så de kun se hinanden, når de kravler op i træerne, fortæller Nadja Søndergaard.

- Når de så mødes er det lidt mystisk og sjovt.

Og det er faktisk kun tre-fire dage om året, at de er i brunst, og netop derfor skal forholdene i den henseende også være så ideelle som muligt.

Der holdes øje med dem

Dyrepasserne har et særligt observationsrum, hvor de holder øje med pandaerne - blandt andet med hjælp fra adskillige kameraer, der er placeret rundt om i anlægget, og som er koblet til en skærm i rummet. Her kan de også se optagelser, som viser, hvordan pandaerne opfører sig i de timer, hvor de ikke er på arbejde.

Nadja Søndergaard og hendes kolleger kommer især til at holde øje med, hvornår de to pandaer kommer i brunst. Og det vil man først og fremmest kunne opdage via deres lyde, der i den periode bliver meget speciale.

- Pandaer er meget vokale og har mange lyde, og de bliver mere vokale, når de kommer i brunst. Det er sådan nogle sjove lyde. Man skulle ikke tro, det var en bjørn. Det lyder lidt som en sirene, og så kommer der også lidt gedelyd indover. Meget finurligt, forklarer Nadja Søndergaard.

- Derudover bliver der også strintet lidt. Så man kan godt fornemme, at nu er det nu.

Her skal de parre sig

Mellem de to pandaers bure er der et lågesystem i flere trin, og det styres af dyrepasserne. Der kan være helt lukket. Der være et stålnet, så de kan se og snuse til hinanden. Der kan være tremmer, så de også kan røre ved hinanden.

På den måde kan de gradvist nærme sig hinanden, så det hverken går for langsomt eller for hurtigt.

- Hvis det fungerer godt, og kemien er god mellem dem, åbner vi for sluserne, og så håber vi på, at der kommer en masse naturlig parring, og så kan de hygge sig med det.

Når hun skal føde

Der er oprettet et særligt bur, hvor Mao Sun kan føde, når den tid kommer, og det bur ligger helt for sig selv.

- Når hun skal føde, skal der være ro. Ellers kan det godt være utrygt, fortæller Nadja Søndergaard, som dog pointerer, at man ikke kan være sikker på, at hun føder det planlagte sted.

- Men nu har vi faciliteterne til det, hvor vi kan bygge det op, hun har brug for. Det kan være en fødekasse eller halm. Vi skal jo gøre det hyggeligt for den vordende mor.

Ungernes farvel til Zoo

Men de unger, der forhåbentlig kommer, skal ikke blive i Københavns Zoo. Anlægget er bygget til, at de kan være der i en periode, men herefter er det Kina, der styrer, hvor de skal hen. Kajta Søndergaard ved også allerede nu, at det bliver svært at sige farvel til dem, når den tid kommer.

- Det er aldrig sjovt at sige farvel til dyr, man kender så godt - og slet ikke til unger, hvor man har været med fra starten og ser dem vokse op. Men på den anden side er det også dejligt at kunne sende dem videre, så de kan være med til at sprede nogle gode gener og få bestanden op for pandaer.

Mao Sung og Xing Er er henholdvis fem og seks år, og de skal ifølge planen være i Københavns Zoo i 15 år. For så lang tid løber den lejeaftale, som er lavet med Kina. Men Nadja Søndergaard håber da, at der bliver lavet en ny aftale, så haven også efterfølgende vil kunne vise pandaer frem til de besøgende.

Facebook
Twitter