Se kort: Her er dieselbilerne på vej ud af byerne

Borgmestre vil forbyde gamle dieselbiler, men andre europæiske lande har set den vej længe.

Det er på tide, at regeringen gør noget for at få gamle, osende dieselbiler ud af byerne. Sådan lyder det i dag i en fælles udmelding fra borgmestrene fra København, Aarhus, Odense og Aalborg. (Foto: Charles platiau © Scanpix)

I dag gik borgmestrene i landets fire største byer sammen i et fælles opråb: Ældre dieselbiler skal have forbud mod at køre i de miljøzoner, der i dag dækker store dele af centrum i de fire byer.

Men i andre europæiske byer har de allerede strammet miljøgrebet om de forurenende dieselbiler.

På kortet nedenfor ses eksempler på nogle byer med regler mod dieselbiler.

Målet med at forhindre eller begrænse adgangen for de mest forurenende køretøjer til miljøzonerne er at reducere partikel- og NOx-udledningen.

Mikael Skou Andersen er professor på Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet. Han forklarer, at skrappere regler for forurenende dieselbiler kan være en god idé i større byer.

- Det er meget lokalt i byerne, hvor der bor rigtigt mange mennesker, at konsekvenserne af luftforurening mærkes, hvis der ikke er nogen regulering, siger han.

Regulering kan nemlig være et effektivt middel mod de farlige konsekvenser af dieselbiler.

- Luftforureningen fra diesel er kræftfremkaldende, så sigtet er selvfølgelig at få mindsket de sundhedsskadelige effekter af forurening. Udstødningen sker nede i den højde, hvor børn og andre mennesker færdes. Så det giver rigtig meget mening at gøre noget i forhold til transportsektoren, siger han.

Mikael Skou Andersen kan ikke svare entydigt på, hvilke lande der gør mest for at forhindre forurening fra dieselbiler.

- Det er efterhånden svært at bevare overblikket over, hvilke lande og byer der går forrest i forhold til at skærpe reglerne for dieselbiler, fordi der sker så meget, så mange steder - også i lande, der normalt ikke bliver regnet som forløbere på miljøområdet for eksempel i Spanien, siger han.

Ifølge Mikael Skou Andersener er det ikke personbilerne, men derimod de tunge køretøjer der udeleder den største del forurening i luften, men han understreger, at lidt også har ret.

- At fjerne de gamle personbiler, der kører på diesel, vil kun fjerne en lille procentdel af forureningen i det samlede billede, men det er klart, at hver eneste procentdel, man kan fjerne, vil betyde færre syge mennesker, siger han.

Samtidig skaber det også en positiv synergi, fordi mindre forurening i byerne giver mindre forurening i områderne tæt på byerne.

- Den lokale belastning for eksempel i Københavns bymidte bliver bagefter til en regional belastning i Københavns omegn. Det vil sige, at når man laver de her indgreb, så hjælper det mod den lokale forurening, men det hjælper faktisk også mod den regionale, forklarer Mikael Skou Andersen.

Facebook
Twitter