Se kortet: Her er Danmarks 15 smukkeste pletter

En ny naturkanon skal give danskerne viden om og inspiration til ture ud i naturen.

Udsigt fra Jernhatten i naturparken Mols Bjerge, der er et af de 15 områder i Danmarks naturkanon. (Foto: Mikkel Berg Pedersen © Scanpix)

Er det muligt at kanonisere de 15 smukkeste steder i Danmark?

Ja, mener regeringen. Og nu har en jury nedsat af Miljø- og Fødevareministeriet udvalgt de 15 mest unikke steder i den danske natur, fordelt med tre steder i hver af de fem regioner.

Juryen, der blandt andre havde Sebastian Klein og 'Bonderøven' Frank Erichsen blandt medlemmerne, har udvalgt de 15 pletter på Danmarkskortet efter indspil fra alle interesserede danskere, der både har kunnet nominere deres favoritsteder og dele deres personlige beretninger for at motivere deres valg.

15 kanoniserede perler (De smukkeste steder for alle)

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) præsenterede i dag den nye naturkanon på Jernhatten i Mols Bjerge, som er en af de kanoniserede perler i den danske natur.

Han mener, at vi kan bruge listen til at minde hinanden om, hvor de smukkeste steder i den danske natur findes.

- Det er 1670 danskere, som har meldt ind, hvilke steder i naturen, som betyder noget for dem af forskellige årsager, og som de gerne vil dele med alle mulige andre.

- Hele forudsætningen for, at vi passer på naturen, er, at vi også sætter pris på naturen, og der skal vi jo vide, at den er der.

Tilbage i 2009 lavede Miljøministeriet også en naturkanon. Den indeholdt 17 forskellige kategorier og 216 udvalgte eksempler på dansk natur.

- Det er den lidt mere fagtunge og nørdede naturkanon, mens denne her er tilgængelig for dig og mig, siger Jakob Ellemann-Jensen, når han bliver bedt om forklare forskellen.

Den nye naturkanons kriterier

  • De 15 steder er udvalgt efter en række politisk fastlagte kriterier:

  • Den enkelte lokalitet skal have smuk natur og noget særligt, der er værd at besøge.

  • Lokaliteten skal have en væsentlig biologisk, geologisk eller landskabelig værdi.

  • Der skal være offentlig adgang til hele lokaliteten eller til væsentlige steder inden for den.

  • Der skal være mindst én specifik geografisk lokalitet, som nemt kan formidles og være en naturlig indgang for dem, der vil besøge naturområdet.

  • Indenfor hver af de fem regioner, skal der udvælges tre naturkanon steder.

  • Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

FacebookTwitter