Se kortet: I disse områder kan du ikke blive ægtefælle-sammenført

Regeringen har udpeget 40 belastede områder, hvor de nye krav skal gælde.

Hvis du bor i et af 40 belastede boligområder spredt ud over hele landet, så kan du ikke længere søge om at blive familiesammenført med din ægtefælle.

Det er en af konsekvenserne af regeringen, Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets nye aftale, der skal være med til at sikre, at par, der bliver familiesammenført, også bliver godt integreret.

I forbindelse med lovændringen har DR Nyheder fået indsigt i de 40 belastede boligområder, hvor fra man vil få et 'nej' i fremtiden, hvis man ønsker at få sin ægtefælle til Danmark.

Områderne er spredt ud over hele landet fra Falster og Sønderborg i syd til Aalborg i nord.

I alt har regeringen udpeget 11 områder på Sjælland og Lolland-Falster, to på Fyn og de resterende 27 i Jylland.

Hermed er listen betydeligt mere omfangsrig end den seneste ghettoliste, hvor der pt. står 22 områder noteret.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) kalder stramningen for et opgør med de udsatte boligområder.

- Vi ønsker at bryde ghettoerne ned. Og vi ønsker, at man netop skal flytte hertil og bidrage, og så nytter det altså ikke noget, hvis man kommer hertil med dårlige forudsætninger både sprogligt og arbejdsmæssigt og flytter ind i et ghettoområde, hvor man ikke kommer til at læse dansk kultur og sprog, siger Inger Støjberg.

De Radikale har også talt positivt om den nye aftale. Men hos Enhedslisten deler man ikke den positive holdning. Langtfra.

- For dem der bor i et socialt udsat boligområde, der bliver det umuligt at få sin mand eller kone til Danmark. Og det synes jeg ikke er fair. Det er jo mennesker, der faktisk har et arbejde og en bolig, og som kan stille det garantibeløb, der kræves. Men tilfældigvis har de naboer, der er syge og arbejdsløse, siger udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen .

Disse områder er omfattet

  • Sjælland og øerne
  • Mjølnerparken, Tingbjerg/Utterslevhuse, Bispeparken, Stærevej mv., Tåstrupgård, Gadehavegård, Rønnebærparken/Æblehaven, Agervang, Ringparken, Motalavej, Lindholm.
  • Fyn
  • Solbakken mv., Vollsmose
  • Jylland
  • Byparken/Skovparken, Nørager/Søstjernevej m.fl., Præstebakken/Syrenparken, Stengårdsvej, Hedelundgårdparken, Høje Kolstrup, Korskærparken, Søndermarksvej mv., Sønderbro, Sundparken, Munkebo, Skovvejen/Skovparken, Finlandsparken, Løget By, Holtbjerg, Trekanten, Glarbjergvej-området, Gammel Jennumparken, Resedavej/Nørrevang II, Højvangen, Bispehaven, Skovgårdsparken, Gellerupparken/Toveshøj, Havrevej, Ellekonebakken, Løvvangen, Sebbersundvej mv