Se salget af byggegrunde: Prisen svinger mellem 144.000 og 6 mio. kroner

KORT viser, hvor det vrimler med byggegrunde, og hvor det er billigst og dyrest.

Leder du efter en byggegrund, så er udvalget størst i Vejle, Randers og Silkerborg. Til gengæld skal du være heldig, hvis du vil støve en grund op nær hovedstaden, hvor der sjældent er ledige byggegrunde.

Det viser en opgørelse fra Boliga over grunde, som er sat til salg ved ejendomsmægler i august måned i år.

Kommunerne solgte sidste år byggegrunde til boliger for 1,8 milliarder kroner. Det er det største beløb siden 2008.

Det interaktive kort viser, hvad det cirka koster at købe en grund i de forskellige egne. Priserne svinger fra under 200.000 kroner i gennemsnit på Lolland, Ærø og Læsø. Rekorden har Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Helsingør, hvor få attraktive grunde i august blev solgt for over fire millioner kroner i gennemsnit. Prisen på byggegrunde inden for en enkelt kommune kan svinge meget afhængig af beliggenhed, og om grunden for eksempel ligger tæt på by, hav, skov og vand eller på landet nær en hovedvej.

Skriv en kommune i søgeboksen og se, hvor mange grunde der er til salg og prisen

  • Tallene over solgte boliger stammer fra en særopgørelse fra Danmarks Statistik over byggegrunde under 2000 m2, som er solgt i fri handel.

  • Opgørelsen over boliger til salg kommer fra Boliga, som har indhentet oplysningerne fra 7. august for årene 2014-2018. Tallene dækker primært salgsannoncer hos ejendomsmæglere. Nogle kommuner sælger kun grunde fra deres egne hjemmesider og indgår ikke i opgørelsen.

  • I nogle kommuner er der solgt flere grunde i løbet af et helt år, end antallet af grunde til salg i august. Det er tilfældet i nogle kommuner nær hovedstaden, hvor der sjældent er byggegrunde til salg.

  • *De steder, hvor der er få byggegrunde til salg, skal gennemsnitsprisen tages med forbehold. Er der for eksempel kun to grunde til salg i en kommune, og den ene har udsigt over Storebælt, vil den dyre grund skævvride gennemsnittet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk