Se vaccinen blive rullet ud: Så langt er Danmark og resten af verden

Se her, hvor mange stik verdens lande allerede har givet.

Der er rift om coronavaccinerne.

Jo flere stik – jo hurtigere kan vi åbne op igen. Det er håbet. Men samtidig er der store forskelle på, hvor hurtigt det går forskellige steder i verden

I grafikken her kan du selv sammenligne udviklingen i, hvor stor en del af befolkningen der er færdige med at blive vaccineret i de enkelte lande.

Det er blandt andet de enkelte landes evner til få vaccinen hurtigt ud og i armen på folk, der kan have indflydelse på placeringen.

Men det tæller også, hvor tidligt et land har valgt at godkende, at bestemte vacciner er sikre og klar til at blive taget i brug.

Det altoverskyggende vigtigste er dog, hvor mange af de dyrebare doser et land kan få fingrene i.

Kampen om vaccinerne har ført til et kapløb på verdensplan, hvor de enkelte lande bejler til vaccineproducenterne i håbet om at kunne købe sig til flere leverancer.

Her er især Israel både hurtigløber og højdespringer.

I november havde landet ikke købt en eneste dosis hos medicinalvirksomheden Pfizer, fordi man i stedet havde satset på vaccinen fra konkurrenten AstraZeneca.

Men så tilbød Israels regering, at landet kunne fungere som et slags forsøgsland for Pfizer-BioNTechs vaccine og begyndte efter en lyngodkendelse at give de første stik i midten af december.

Siden er det gået stærkt med at få israelerne vaccineret.

Men også en række andre lande i Mellemøsten har været hurtige i deres indsats for at massevaccinere.

De Forenede Arabiske Emirater har siden 10. december vaccineret med den kinesiske Sinopharm-vaccine.

Det samme gælder Bahrain, der begyndte at rulle vaccinen ud i midten af december.

Og i det nye år gik også østaten Seychellerne i det Indiske Ocean i gang med at vaccinere med den kinesiske vaccine.

Lidt tættere på hjem finder vi Storbritannien, der var tre uger hurtigere end EU om at godkende vaccinen fra Pfizer-BioNTech.

Den britiske strategi står i kontrast til den mere forsigtige fremgangsmåde i de 27 EU-lande.

Her tog EU’s medicinalagentur, EMA, et mere grundigt kig på vaccinerne, hvor der blev gennemgået flere data, end eksempelvis Storbritannien har gjort i deres godkendelsesproces.

Men de tre uger ser altså ud til at have givet briterne et forspring i forhold til blandt andre os her i Danmark.

Her kan du se, hvordan udrulningen af vacciner ser ud i de enkelte lande lige nu.

I Danmark satser sundhedsmyndighederne på, at alle voksne har fået tilbudt andet stik vaccine senest den 29. august. Men i andre dele er verden er man knapt gået i gang endnu.

De fleste mennesker i lavindkomstlande kommer til at vente indtil 2024 på covid-19-vacciner, viser en undersøgelse fra Duke Universitys afdeling for global sundhed.

WHO, EU-Kommissionen og Frankrig har derfor oprettet alliancen Covax, der forsøger at skaffe mindst to milliarder vaccinedoser inden 2021.

Vaccinerne skal gives til de 20 procent mest sårbare mennesker i lav- og mellemindkomstlande - hovedsageligt i Afrika, Asien og Latinamerika.

Her kan du se forskellen i doser givet på de enkelte kontinenter:

Nedenfor kan du se flere detaljer om, hvordan det går med vaccinationerne i Danmark. Du kan se flere danske coronatal her.

Du kan høre meget mere om vaccinerne i DRs nye podcast 'Stikket dybere':

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk