Prins Joachim bliver spurgt om forholdet til sin mor. Derpå følger en 7 sekunders pause

Prins Joachims fire børn mister deres titler som prinsesse og prinser før tid.

Ekstra Bladet fangede Joachim i Paris. Video: Emil Agerskov/Ekstra Bladet.

Stilheden var larmende, da prins Joachim blev spurgt, hvordan det påvirker hans forhold til sin mor, at hun har frataget hans børn titlerne som prinser og prinsesse.

- Det tror jeg ikke, at jeg behøver at uddybe her, siger han efter en lang pause.

Det er dronning Margrethe, der har taget beslutningen om, at Joachims fire børn fra 1. januar 2023 ikke længere er prinser og prinsesse.

- Vi alle sammen meget kede af det. Det er aldrig sjovt at se sine børn på den måde blive gjort fortræd. De står i en situation, de ikke selv forstår.

Det var Ekstra Bladet, der fangede den tydeligt berørte prins Joachim foran den danske ambassade i Paris.

Oprindeligt forlød det, at prins Joachim allerede tilbage i maj fik besked om ændringen, men det er ikke tilfældet, mener han.

Han fortæller, at han fik fem dages varsel fra beslutningen om titel-ændringen blev truffet, til det blev meldt ud.

- I maj fik jeg forelagt en plan, som i det store hele gik på, at når børnene hver især fylder 25, så ville det ske. Athena fylder 11 til januar, siger han.

Excellencer

Prins Joachim har fire børn.

De to ældste, Nikolai og Felix, har han fået med grevinde Alexandra. De to yngste, Henrik og Athena, har han med sin nuværende kone prinsesse Marie.

Beslutningen betyder, at man fremover kan tiltale dem excellencer, at de får titlen grever og komtesse af Monpezat.

I går udtalte prins Felix og prins Nikolais mor, grevinde Alexandra, at familien var i chok over beslutningen.

- Det her kommer som et lyn fra en klar himmel. Børnene føler sig udstødt. De kan ikke forstå, hvorfor deres identitet tages fra dem, sagde hun til B.T.