Se videoen: Hjørne brækker af kæmpeisbjerg ved grønlandsk bygd

Kæmpeisbjerg er stødt på grund 100 meter ud for bygden Innaarsuit

Isbjerget er 250 til 280 meter på det højeste sted. Heraf stikker 80 til 90 meter op over vandet. Foto: Mette Christensen

- Det er et kæmpebjerg. Men i forhold til andre isbjerge i området er det ikke en kæmpe - der er et det bare stort.

Det siger Keld Quistgaard, der er seniorisrådgiver hos DMI om det isbjerg, der i øjeblikket ligger ud for bygden Innaarsuit i det vestlige Grønland.

De beboere, der bor tættest ved kysten, er blevet evakueret til andre bygninger længere inde i bygden – blandt andet er et forsamlingshus stillet til rådighed.

Foto: Mette Christensen

Keld Quistgaard vurderer ud fra satellitdata, at isbjerget er 250 til 280 meter på det højeste sted. Heraf stikker 80 til 90 meter op over vandet.

Han vurderer bjerget til at være cirka 200 meter bredt og til at veje otte til 10 millioner ton.

Usædvanligt tæt ved kysten

Bjerget har sat sig fast på havbunden cirka 100 meter fra kysten.

- Det kan synes af rigtig meget, når det er så stort et bjerg, siger han.

Det er Mette Christensen, der er købmand i Innaarsuit, helt enig i.

- Vi er vant til, at der driver isbjerge forbi. Det gør der hvert år. Men der er ingen, der har været så høje som dette, siger hun.

At isbjerget overhovedet driver rundt i havet vest for Innaarsuit, er der ikke noget usædvanligt i. Bjerget kommer nemlig fra Upernaviks isstrøm, som ligger ganske få kilometer syd for bygden.

Videoen er delt af Oline Nielsen på facebook og videregivet med tilladelse af KNR.

- Det usædvanlige er, at isbjerget ligger så tæt på bygden, siger Keld Quistgaard.

- Det kan skyldes et sammenfald af flere tilfældigheder. Lige nu er der nymåne, og det betyder, at vandstanden bliver højere. Det kan formentlig være en årsag til, at bjerget er drevet så tæt på bygden, siger han.

Hjørne brækker af

Det, som bygdens beboere frygter, er, at der vil brække store hjørner af bjerget. For når de løse stykker lander i vandet, opstår der en flodbølge, som kan være farlig, hvis den rammer bygden.

For et år siden blev bygden Nuugaatsiaq ved Uummannaq ramt af en flodbølge, der blev udløst af et jordskred.

Fire mennesker døde, 11 blev såret og adskillige huse blev skyllet ud i havet.

Og der er da også al mulig grund til at tage sig i agt, siger Keld Quistgaard.

- Der er grund til bekymring. Specielt når vandet falder, kan der opstå spændinger i isbjerget, og hvis det er tilpas porøst, kan det falde sammen. Det er det, der kan flytte rigtig mange tons vand på én gang.

På videoen kan man se, at netop et stykke brækker af isbjerget, og at det skaber en bølge.

Foto: Mette Christensen

Keld Quistgaard har også set videoen, og han vurderer, at det er nogle tusinde tons is, der brækker af.

- Man kan se en betydelig flodbølge, og det er farligt, hvis man sejler rundt i joller. Bølgen kan være fyldt med gletsjeris, der meget hårdt, siger han.

- Hvis der sker noget, så sker det uden varsel.

Og det er lige præcis det, som beboerne i Innaarsuit er bange for.

- Vi er nervøse, og vi håber bare, at det driver væk. Vi frygter, at husene vælter, hvis der kommer en flodbølge, siger købmand Mette Christensen.

Men det er der heldigvis ikke meget, der tyder på ifølge DMI. I løbet af et døgn eller tre vil isbjerget stille og roligt drive væk, mener han.

- Der er meget højvande for tiden, og i den forbindelse vil isbjerget formentlig drive væk, siger Keld Quistgaard.

Facebook
Twitter