Segboards kaldes tilbage: Risiko for brand

Segboards af tre forskellige mærker kaldes tilbage af Arbejdstilsynet.

Der har tidligere været problemer med brandfaren ved segboards.

Arbejdstilsynet kalder tre forskellige segboards tilbage, da der er fare for, at batteriet bryder i brand.

På to af mærkerne er sikkerhedsrisikoen så stor, at de tilbagekaldes fra forbrugerne, mens for det tredje mærke er konsekvensen stop af salget i Danmark.

Tilbagetrækningen sker på baggrund af en række sikkerhedstests, som Sikkerhedsstyrelsen og Arbejdstilsynet har fået udført.

Testene er foretaget, fordi man tidligere på året blev bekendt med, at der kan være sikkerhedsproblemer med segboards.

Arbejdstilsynet oplyser, at hvis man som forbruger føler sig utryg ved sit segboard, skal man kontakte sin forhandler, og hvis man oplever konkrete problemer med overophedning, opfordres man til samtidig til at underrette Arbejdstilsynet.

De tre segboards er:

  • Mærke ” ArmyEcoFly S.2 incl. taske” (MySegboard.dk), Neptunvej 18, 8960 Randers (skal tilbagekaldes fra forbrugerne og må ikke længere sælges i Danmark)

  • Mærke ” EcoFly blå v2,0”, solgt af DANSK TELE & IT SUPPORT ApS, Arne Jacobsens alle 7, 2300 København S (skal tilbagekaldes fra forbrugerne og må ikke længere sælges i Danmark)

  • Mærke ” Sinox Balance Board Gold”, segboard, solgt af Supply Forum Danmark Aps, Troensevej 11, 9220 Aalborg Ø (må ikke længere sælges i Danmark).