Seks personer fundet døde i hus ved Randers

To voksne og fire børn er fundet døde i hus i Ulstrup sydvest for Randers.

Østjyllands Politi skriver, at der lige nu foregår et større politimæssigt og retsmedicinsk arbejde på stedet og kan endnu ikke sige, hvad der ligger bag dødsfaldene. (Foto: DR Nyheder)

Politiet har kort efter klokken 12 fundet seks personer døde i et hus i Ulstrup sydvest for Randers.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet fik en anmeldelse om et mistænkeligt forhold klokken 12.03 og sendte ambulancer og politi til stedet, hvorefter de fandt de seks personer døde.

Østjyllands Politi skriver, at der lige nu foregår et større politimæssigt og retsmedicinsk arbejde på stedet. Derfor kan de endnu ikke sige noget om, hvad der ligger bag dødsfaldene.

I en pressemeddelelse udsendt klokken 19, oplyser politiet, at de først forventer at kunne sige noget om de nærmere omstændigheder i morgen.

DR Nyheder har været til stede flere timer ved stedet. DR's journalist Asger Neldeberg Jørgensen fortæller, at der stadig er massivt med politi og retsmedicinere ved adressen.

Politiet har opstillet en lysmast, der lyser ned på huset. Desuden er der afspærret et større område, og beboerne, som bor i dette område, bliver eskorteret af betjente til deres hjem.

Kommune: Vi er dybt berørte

På Favrskov Kommunes hjemmeside oplyses det, at man er orienteret om sagen. Kommunens beredskabsplan er aktiveret, og man er til stede med ledende medarbejdere i Ulstrup.

'Vi er dybt berørte over, hvad der er sket, og vi sender vores medfølelse til de pårørende. I morgen tidlig er vi klar i dagtilbud og på skolen med omsorg og støtte til kammeraterne', skriver kommunen på sin hjemmeside.

DR Nyheder har været i kontakt med Østjyllands Politi, der ikke ønsker at udtale sig yderligere om sagen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk