Seks ugers flugt er forbi: Sådan har jagten været på Britta Nielsen

Siden slutningen af september har svindelmistænkt været efterlyst. Hun blev fundet i Sydafrika.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen er ifølge bagmandspolitiet 'lettet over' at være blevet anholdt efter at have været på flugt fra politiet.

- Flugten er forbi: Hovedmistænkt 64-årig er anholdt i svindelsag fra Socialstyrelsen, skrev bagmandspolitiet her til morgen på Twitter.

Dermed sluttede 43 dages jagt på den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen, da sydafrikansk politi tidligt i morges anholdt hende på et hotel i byen Sandton, der er en forstad til den sydafrikanske millionby Johannesburg.

Her følger en tidslinje over sagen, siden offentligheden fik kendskab til, at kvinden også kendt som Britta Nielsen var mistænkt for at have taget mindst 111 millioner kroner fra puljer til socialt udsatte og overført til sine egne konti.

Ifølge Bagmandspolitiet forventes svindelbeløbet af stige, da man for nylig har konstateret mistænkelige overførsler fra Britta Nielsen, der går helt tilbage til 1997.

9. oktober - Der er sket et 'gement tyveri'

Offentligheden hører første gang om Anna Britta Troelsgaard Nielsens mulige svindelnummer for knap en måned siden, da Socialministeriet fortæller om sagen.

På et pressemøde med socialminister Mai Mercado (K) 9. oktober kommer det frem, at 'en betroet medarbejder', der var ansat til at varetage offentlige tilskudskroner, er mistænkt for at have overført over 100 millioner kroner til sig selv i perioden fra 2002 til 2018.

På det tidspunkt er hun beskyttet af navneforbud, men det kommer frem, at hun har arbejdet i Socialministeriet i over 40 år og har haft særlig adgang til udbetalings-systemerne i kraft af sin rolle som 'superbruger'.

Ministeren kalder svindlen for 'et gement tyveri'. Samtidig siger Mai Mercado, at kontrollen med systemerne har svigtet, da ingen i de 16 år har opdaget, at de mange penge endte på en ansats private bankkonti.

Samme dag oplyser bagmandspolitiet, at man godt ved, at den mistænkte befinder sig i udlandet, og derfor er hun efterlyst internationalt.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen blev anholdt i dag i Sydafrika efter at have været på flugt siden slutningen af september. (Foto: Claus Rasmussen og Mediehuset Wiegarden)

Sådan kom de på sporet af hende

  • Socialstyrelsen kom på sporet af sagen under en intern kontrol i slutningen af august måned, da man konstaterer fejl med udbetalinger af nogle offentlige midler.

  • 24. september konstaterede styrelsen en begrundet mistanke mod en bestemt medarbejder og underrettede straks departementet i ministeriet og ministeren, hvorefter Britta Nielsen blev politianmeldt hos Fyns Politi den 25. september og bortvist fra sit arbejde dagen efter. Det skete dog med en skriftlig meddelelse, da hun ikke havde været på arbejde i nogle uger.

  • Få dage før, den 23. september, landede hun ifølge Ekstra Bladet i Johannesburg i Sydafrika, og der har hun formentlig opholdt sig siden.

  • 1. oktober overtog bagmandspolitiet sagen fra Fyns Politi.

  • 4. oktober blev Britta Nielsen erklæret personligt konkurs af sin nu tidligere arbejdsgiver, og sagen er fra det tidspunkt under behandling i skifteretten.

9.-11. oktober - Brugte formue på heste

DR Nyheder og andre medier beskriver, hvordan Britta Nielsen har haft et stutteri og opdrættet springheste. Hun har tidligere købt varmblodsheste til konkurrencebrug. Blandt andet købte hun for godt 10 år siden et føl for 175.000 kroner, og gennem årene har der holdt blandt andet en Mercedes, en Audi og en bil af mærket Range Rover foran hendes hus i Hvidovre.

Kurator for kvindens konkursbo, Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, fortæller, at der indtil videre er beslaglagt en ejendom i Danmark, en ødegård i Sverige og et mindre indestående i et dansk pengeinstitut.

'I den bedste af alle verdener' vil konkurssagen strække sig over et til to år, siger Boris Frederiksen.

Det kommer desuden frem 11. oktober, at mistanken mod Britta Nielsen blev vakt, fordi der var uoverensstemmelser mellem beløb udbetalt fra Socialstyrelsen til en kommune.

Socialstyrelsens penge blev overført til en konto i Danske Bank, som ikke tilhørte kommunen, der viser sig at være Nyborg Kommune.

VIDEO DR besøger Sverige, hvor svindelmistænkt havde en ødegård.

12. oktober - To sigtes for hæleri

To kvinder bliver sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed. De er mistænkt for at have fået del i udbyttet af svindlen, som Britta Nielsen er eftersøgt for. Strafferammen lyder på op til otte års fængsel.

Yderligere en person ventes sigtet snarligt.

Samme dag bekræfter kurator Boris Frederiksen, at man har øjnene rettet mod Sydafrika i jagten på de forsvundne 111 millioner kroner, idet Britta Nielsen her menes at eje både jord og nogle ejendomme.

To kvinder bliver 12. oktober sigtet for groft hæleri, da politiet mistænker dem for at have fået del i de mange millioner, som er stjålet fra Socialstyrelsen. Dagen efter bliver en ung mand sigtet for det samme. Han blev anholdt 1. november i Sydafrika. (illustration) (© DR Nyheder)

13. oktober - Ung mand bliver sigtet

En tredje person bliver sigtet i sagen - denne gang en ung mand, der også bliver sigtet for groft hæleri.

Han er, som de to kvinder, beskyttet af navneforbud, og DR Nyheder kan derfor ikke nævne deres relation til Britta Nielsen, andet end at de har personlige relationer til hende.

Bagmandspolitiet oplyser, at de har en idé om, hvornår kvinden er rejst ud af landet, men vil ikke oplyse nærmere af hensyn til efterforskningen. De vil heller ikke fortælle, om det eksempelvis er udenfor Europas grænser.

Politiet: Sådan foregik svindlen

  • Svindlen begået fra 2002 til 2018 blev først opdaget i år ved en intern kontrol. Den kan dog være sket tilbage i 1997, og derfor kan der være blevet svindlet for langt mere end de 111 millioner kroner.

  • Svindlen er fra 2002 til 2018 foregået ved 274 overførsler til den ansattes egne private konti. Det vil sige, at der gennemsnitligt er blevet overført 405.000 kroner per overførsel.

  • Der er tilsyneladende intet mønster i måden, svindlen er foregået på - hverken i antallet af overførsler, hvor store beløb der er blevet overført, og hvilke år det er sket.

  • I 2002 begik hun angiveligt underslæb for 0,3 millioner kroner, mens svindlen toppede i 2010, hvor der blev overført 15,3 millioner kroner.

  • Politiet mener, at den mistænkte manuelt ændrede de kontonumre, der blev overført tilskudsmidler til, så pengene blev overført til en række konti, som tilhørte hende selv.

  • Efterfølgende rettede hun kontooplysninger tilbage til de rigtige modtageres kontonumre - formentlig for at sløre svindlen.

  • Politiet mistænker også kvinden for at have oprettet fiktive og ikke-eksisterende projekter, så det lignede, at projekterne skulle have offentligt tilskud. I stedet overførte hun pengene til sig selv.

18. oktober - Britta Nielsen fik påtale

"Flere konstaterede fejl i tilskudsadministrationen" udløste i 2000 en påtale til den nu svindelsigtede medarbejder i Socialstyrelsen, Anna Britta Troelsgaard Nielsen, viser et dokument fra Børne- og Socialministeriet. Hvad fejlene bestod i, fremgår ikke af dokumentet.

VIDEO DR besøger Sydafrika, hvor hælerisigtet har opholdt sig.

20. oktober - Hun er set i Sydafrika

I et beboelsesområde ved Sydafrikas østkyst mener lokale, at de har set den svindelmistænkte.

Nogle af dem mener at have set hende så sent som for to uger siden, mens andre mener at have set hende for omkring en måneds tid siden. Ingen af dem er helt sikre på det eksakte tidspunkt.

31. oktober - Brøler: Kunne være stoppet i 2012

Bagmandspolitiet indrømmer, at man allerede i 2012 blev advaret af en bank om mistænkelige overførsler til Britta Nielsen.

Det skete ved en såkaldt underretning om hvidvask, som bankerne er forpligtet til at sende til bagmandspolitiet.

Dengang valgte bagmandspolitiet dog at sende sagen videre til Skat med besked om mulig skatteunddragelse. Og det var en fejl, at bagmandspolitiet ikke selv undersøgte overførslerne fra Socialministeriet til Britta Nielsen.

Havde man gjort det, kunne hun måske være blevet opdaget for flere år siden, erkendte chefen for bagmandspolitiet, statsadvokat Morten Niels Jakobsen.

VIDEO DR i Sydafrika, hvor lokale mener at have set Britta Nielsen

1. november - Ung mand anholdt i Sydafrika

Den unge mand, som er sigtet i sagen, bliver anholdt i den internationale lufthavn i Johannesburg.

- Manden i lufthavnen er anholdt, fordi vi mener, han har haft en hovedrolle i at bruge pengene, som savnes i Socialstyrelsen, siger politiinspektør Thomas Anderskov Riis fra bagmandspolitiet.

Manden nægter sig skyldig og sidder varetægtsfængslet i Sydafrika. Han er endnu kun sigtet og ikke tiltalt for sin formodede rolle i svindelsag.

Ifølge hans sydafrikanske forsvarsadvokat vil han gerne tilbage til Danmark.

5. november - Anholdt med mange kontanter

Anna Britta Troelsgaard Nielsen bliver anholdt på et hotel uden for Johannesburg.

- Under anholdelsen fandt vi et stort kontantbeløb på hende. Det var kontanter i sydafrikanske rand, fortæller en person fra det sydafrikanske politi, der ikke vil oplyse, hvor mange penge der var tale om.

Betjente fra dansk politi var til stede i Sydafrika. Britta Nielsen virkede ifølge bagmandspolitiet lettet, da hun blev anholdt.

Britta Nielsen håber nu at blive udleveret til Danmark hurtigst muligt. Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, ønsker ikke at oplyse, hvordan hun forholder sig til sigtelsen.

Facebook
Twitter