Selv i Bevtoft boomer bolighandlen: 'Her får du mere for pengene'

I år er salget steget 14 procent i landets yderkommuner sammenlignet med den tilsvarende periode for to år siden.

Ejendomsmægler hos EDC i Vojens Jesper Riistofte skal have styr på detaljerne, inden han skal vise et hus frem på Tjørnevænget i den lille by Bevtoft i Sønderjylland.

- Vi har haft et godt år, og vi har haft travlt lige indtil det sidste, så vi tager lige de sidste fremvisninger med, siger han.

I år har de næsten haft 20 procent flere fremvisninger end sidse år, og Jesper Riistofte er ikke i tvivl om, hvad det er, der gør husene uden for de store byer særligt attraktive.

- Du får lidt mere for pengene, siger han.

Generelt er markedet i bedring. I det seneste år har der eksempelvis været 14 procent flere handler i landets yderkommuner sammenlignet med den tilsvarende periode for to år siden.

Det skriver Finans Danmark, der er interesseorganisation for banker og realkreditinstitutter, i en ny analyse.

- Vores seneste handelstal for huse bekræfter, at der er stigende hussalg i 2017, og at det især er yder- og landkommunerne, der har trukket udviklingen de senere år, udtaler Ane Arnth Jensen, der er vicedirektør i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

En af de Kommuner, hvor boligsalget boomer, er Haderslev Kommune, hvor huset i Bevtoft ligger. Her lyder fremgangen på 18,4 procent. Mere beskedent er salget steget med 2,1 procent i København.

Facebook
Twitter