Selvmordslæge får sin sag for Højesteret

Landets højeste retsinstans skal kigge på sagen om en pensioneret læges medvirken til selvmord.

Svend Lings får nu sin sag for Højesteret. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Den pensionerede læge Svend Lings har fået tilladelse til, at hans sag om medvirken til selvmord kan komme for Højesteret.

Det oplyser Procesbevillingsnævnet på sin hjemmeside i dag.

I januar fandt Østre Landsret det bevist, at Lings havde medvirket til to tilfælde af selvmord og et selvmordsforsøg.

Det blev takseret til 60 dages betinget fængsel. Ved Retten i Svendborg blev han idømt 40 dages betinget fængsel i september 2018.

Håbede på frifindelse

Svend Lings er med i netværket Læger for Aktiv Dødshjælp.

Han anser det for en menneskeret, at eksempelvis uhelbredeligt syge skal have lov til at tage sig selv af dage.

- Jeg havde jo håbet på frifindelse. Så ville aktiv dødshjælp jo i praksis være indført i Danmark. Men sådan gik det ikke, sagde han efter domsafsigelsen i Østre Landsret i januar.

Svend Lings offentliggjorde en selvmordsmanual på internettet. Her beskrev han forskellige medicinske præparater, der i de rette doser kan bruges til at tage sit eget liv.

/ritzau/

Facebook
Twitter