Selvpåført smerte er blevet en smitsom epidemi

Andelen af unge piger, der bevidst påfører sig selv smerte, stiger markant. Det skriver Kristeligt Dagblad.

- Det enorme præstationspres, der hviler på de unge i dag, mangedobles og forstørres på de sociale medier, og så smitter de hinanden, siger professor i psykologi. (© colourbox)

Antallet af specielt unge piger og kvinder, der bevidst påfører sig selv smerte, er blevet så stort, at der er tale om en decideret epidemi. Det vurderer to psykologer ifølge Kristeligt Dagblad.

Vurderingen kommer på baggrund af tal fra Videnscenter for spiseforstyrrelser og selvskade, ViOSS.

Tallene viser, at 11 procent af de adspurgte i en undersøgelse på et tidspunkt har skadet sig selv med vilje. Blandt de 18-25-årige var andelen 32 procent.

- Denne her adfærd har udviklet sig til en regulær og smitsom epidemi, som har udviklet sig eksplosivt, fordi den i bogstaveligste forstand er gået viralt via nettet, siger professor i psykologi ved Aalborg Universitet, Bo Møhl, til Kristeligt Dagblad og fortsætter:

- Det enorme præstationspres, der hviler på de unge i dag, mangedobles og forstørres på de sociale medier, og så smitter de hinanden.

Det synspunkt bakkes op af psykologen Lotte Rudbæk, der, baseret på ViOSS' tal, vurderer, at andelen af personer, der skader sig selv, er 'markant stigende'.

Psykologerne argumenterer for, at problemet med folk, der skader sig selv for gennem fysisk smerte at fjerne fokus fra psykisk ditto, nu er en kulturelt betinget sygdom på linje med eksempelvis 1880'ernes hysteriske anfald, 1950'ernes nervesygdomme og ankomsten af spiseforstyrrelser i 1980'erne.

/ritzau/

Facebook
Twitter