Seriekriminelle Gimi Levakovic får lov at blive i Danmark

I første omgang modtog Gimi Levakovic en udvisningsdom i byretten. Den omstødte landretten senere.

Gimi Levakovic er født i Italien og kom til Danmark som tre-årig, men har kroatisk statsborgerskab. Han har fire børn i Danmark. De har alle dansk statsborgerskab. To af dem er under 18 år.

Den 46-årige seriekriminelle Gimi Levakovic får lov at blive i Danmark.

Det har Højesteret netop afgjort i en ny dom.

Afgørelsen er enstemmig, lyder det fra Højesteret, som lægger vægt på, at Gimi Levakovic har familie i Danmark.

Udvisning vil ifølge Højesteret være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, fordi det vil være et for massivt indgreb i Levakovics ret til privat- og familieliv.

Sagen om mulig udvisning af den kroatiske statsborger, der har boet i Danmark, siden han var tre år gammel, startede med en dom i august sidste år, hvor retten i Næstved idømte Gimi Levakovic et år og tre måneders fængsel for dødstrusler og for at have været i besiddelse af en skarpladt pistol.

Som en del af dommen blev Levakovic udvist af Danmark i 12 år.

Landsretten skærpede i oktober fængselsstraffen til et år og seks måneders fængsel, men omstødte udvisningsdommen.

Det fik udlændingeminister Inger Støjberg (V) til at varsle en stramning af udlændingereglerne, ligesom justitsminister Søren Pind (V) ytrede, at sager som Levakovic-sagen bør prøves i Højesteret.

Siden sin 18-års fødselsdag har Gimi Levakovic modtaget 23 domme og har været idømt i alt 10 års fængsel.

Han har fire børn i Danmark med dansk statsborgerskab. To af dem er mindreårige, og her har Levakovic den fulde forældremyndighed, selvom de bor på en institution.