Seruminstitut jagter smittekilde: Største salmonella-udbrud i fire år

Pas på ved julefrokostbordet, lyder advarsel. Landsdækkende salmonellaudbrud.

Smittekilden er endnu ikke fundet, men den hovedmistænkte er ferskt svinekød. Arkivfoto. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Siden midten af oktober er 28 tilfælde af en specifik type af salmonella blevet rapporteret til Statens Serum Institut. De syge er både børn og voksne, og de bor over hele landet.

I alt har 18 personer været indlagt på hospitalet.

- Det er et større udbrud i dansk sammenhæng, siger Luise Müller, der er epidemiolog på Statens Serum Institut, SSI.

- Normalt har vi 10-20 udbrud om året i Danmark.

SSI kender endnu ikke smittekilden, men deres hovedmistænkte er ferskt svinekød. Det var også tilfældet i 2014, hvor der var 25 tilfælde med samme slags salmonella af typen monofasisk Typhimurium, som også er på spil nu.

Dengang var det også et landsdækkende udbrud, og det var forårsaget af dansk svinekød.

Flere kan være smittet

Da smittekilden ikke er fundet endnu, kan de 28 syge vise sig kun at være toppen af isbjerget.

Det er heller ikke sikkert, at alle smittede har søgt lægehjælp, og dermed har Statens Serum Institut ikke fået indrapporteret tilfældene.

Ingen af de syge kender hinanden eller har spist det samme sted, fortæller Luise Müller.

Og i en sæson med julefrokoster og flæskestege i massevis, er der grund til at advare nu.

- En af grundene til, at vi advarer nu, er, at vi står overfor en masse julefrokostborde, hvor der bliver serveret en meget svinekød. Det er meget vigtigt, at man gennemsteger kødet, og at man holder råt kød adskilt fra det spiseklare, siger hun.

Selv om de involverede allerede blev smittet i oktober, er det alligevel først i dag, at Statens Serum Institut oplyser om sagen.

- Det skyldes, at det først er nu, at der har været så stor en ophobning af det, at vi er nødt til at gå ud og advare, siger Luise Müller.

Udbruddet efterforskes i et samarbejde mellem Statens Serum Institut, DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen.

Hvad er salmonella?

  • Salmonella er en hyppig og velkendt årsag til bakterielle tarminfektioner i Danmark.

  • Salmonella-bakterier lever også i mange dyrs tarmsystemer – herunder landbrugsdyr, og bakterierne smitter på den måde via maden.

Facebook
Twitter