Seruminstituttet bakker op om nedslagtning: Vil undgå nye minkvarianter af coronavirus

Frygten for cluster 6 og 7 ligger bag omfattende tiltag i Nordjylland.

Afdelingschef på Statens Serum Institut Tyra Grove Krause på pressemødet i Eigtveds Pakhus. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Måske er virusmutationen cluster 5 allerede uddød, men frygten for, at nye virusmutationer - cluster 6 eller 7, - skal opstå, gør, at det er den rette beslutning at aflive alle mink i Danmark

Det siger afdelingschef på Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause, på et pressemøde, hvor myndighederne i dag forsvarer de skrappe tiltag, der er indført i syv nordjyske kommuner.

- Den kan være uddød og den kan stadig være i omløb. Vi ved det ikke, siger Tyra Grove Krause om den såkaldte cluster 5-mutation af coronavirussen.

- Derfor er jeg ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning, der er truffet i Danmark, siger hun.

Når mutationen, der har smittet 12 danskere, har vakt bekymring er det, fordi den er mindre følsom overf or antistoffer. Hvis den spreder sig, kan den derfor gøre en kommende vaccine virkningsløs. Derfor har de danske myndigheder skredet til den vidtrækkende beslutning blandt andet om at aflive 13 millioner mink.

Opbakning fra WHO

pressemødet bekræfter afdelingschef på Statens Serum Institut Tyra Grove Krause, at cluster 5 ikke er konstateret i prøver siden september.

Men det kan skyldes, at kun 14 procent af de positive coronatest hidtil er blevet genomsekventeret - altså at man har undersøgt, nøjagtigt hvilke variationer af virussen, det drejer sig om.

- Det er rigtigt, at vi ikke har fundet nogle (cluster 5, red.) i oktober måned, men det kan tage op til to uger fra en prøve er taget, til vi har svaret på Statens Serum Institut, siger hun.

- Vi kan ikke udelukke, at den stadig er i omløb, men det er det, vi må finde ud af i de næste uger, siger hun.

Regional direktør for WHO i Europa Hans Kluge på pressebriefing om covid-19 situationen. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

pressemødet deltog også regional direktør for Verdenssundhedsorganisationen WHO i Europa Hans Kluge, der gav sin opbakning til den beslutning, som den danske regering har taget.

- Det er bedre at være 'safe than sorry', sagde Hans Kluge.

Testindsats optrappes

Indsatsen fra at kortlæge minkvarianterne af virus i det nordjyske skærpes nu. Fremover vil alle positive prøver fra Nordjylland blive gensekventeret, oplyser Sundhedsminister Magnus Heunicke (S)

- Minkene skal slås ned, alle (nordjyder, red.) skal testes, og alle test skal genomsekventeres, siger Magnus Heunicke (S).

- Vi er nødt til at få grønt lys fra vores laboratorier. Så vi er sikker på, at cluster 5 er udryddet, eller om der findes nogle lommer, der skal slås ned, siger han.

Hans Kluge fra WHO roser også, at Danmark har optrappet gentest af de positive prøver, så man får et bedre overblik over de mutationer, der er i omløb.

- Vi har set overførsel af smitte mellem mennesker og mink også i andre lande. Vores anbefaling er, at de også øger omfanget af gentest, siger han.

Takker minkavlere

Testkapaciteten i Nordjylland bliver også oprustet, så der fra mandag vil blive udført 1.850 coronaprøver om dagen, oplyser sundhedsministeren.

Myndighedernes mål er, at samtlige mink i Danmark skal være aflivet 16. november. Fødevareminister Mogens Jensen (S) siger, at der er indført en "tempobonus" for minkavlere, der hjælper med at aflive deres mink.

Samtlige medvirkende på pressemødet benytter lejligheden til at takke minkavlerne for deres samfundsind. Som rigspolitichef Thorkild Fogde formulerer det:

- Tusind tak for det samfundssind, I udviser. Jeg får meldinger tilbage om godt samarbejde. Tak skal I have.

Facebook
Twitter