Seruminstituttet forudser stigende smittetal i ny prognose, men forventer stigning 'i den lave ende'

De kommende uger kan vi dagligt komme til at se alt fra 600 til 3.200 daglige smittede, viser ny prognose.

Præcisering: I en tidligere udgave af artiklen skrev vi, at de matematiske modeller har ramt forbi skiven uden at nævne, hvem der mente det. Der er nu linket til eksempler på kritikken rettet mod modellerne.

Den seneste uge er antallet af danskere testet positive for coronavirus kun gået én vej - og det er op.

I sidste uge blev der dagligt registreret i omegnen af 700, men onsdag var tallet 1.127 og i går 1.247.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skrev dog på Facebook onsdag, at stigningen var forventet, fordi vi rykker tættere sammen i efterårsvejret.

Ser man på indlæggelsestallene, følger de heller ikke i samme grad med smittetallene takket være vaccineudrulningen, skriver ministeren.

- Der er travlt på vores sygehuse, men hvad angår de indlagte, der er smittet med covid-19, er vi kun cirka på en ottendedel af, hvor vi var, da vi havde flest indlagte i begyndelsen af 2021.

Stigningen i smitten havde man også set i en ny prognose fra Statens Serum Institut (SSI), som ekspertgruppen for matematisk modellering står bag.

Prognosens modeller peger seks uger frem og ser blandt andet på forventede smittetal og nyindlæggelser.

Ifølge prognosen vil der i slutningen af november være mellem 600 og 3.200 daglige smittede. Det store spænd skyldes, at modellerne blandt andet ikke er i stand til at tage højde for vores adfærd, forklarer Robert Skov, der er overlæge ved infektionsberedskab i Statens Serum Institut.

- Vi laver en fremskrivning, der viser, hvordan tendensen ville være, hvis alt andet var uændret. Derfor giver det det her store spænd, jo længere vi kommer ud i tiden.

Figuren her viser daglige smittetal i to forskellige modeller for uvaccinerede (venstre kolonne), vaccinerede (midterste kolonne) og det totale antal smittede (højre kolonne). Udviklingen i popIBM er illustreret i den orange kurve, mens udviklingen i pop9 er illustreret i den grønne kurve. Den sorte kurve viser for hver uge de observerede gennemsnitlige smittetal per dag frem til d. 3. oktober 2021. De lilla punkter er den observerede smitte frem til d. 11. oktober på dagsbasis. (© SSI)

Forventer mindre stigning

Ekspertgruppen slår dog fast, at der følger en hel masse forbehold og usikkerhed med prognosen.

Der er usikkerhed om vaccineeffektiviteten og den vigende immunitet, ligesom effekten af revaccination af de ældre aldersgrupper heller ikke er medtaget.

Til trods for de store spænd og mange forbehold, så mener Robert Skov, at prognosen har sin berettigelse.

- Vi kan give et pejlemærke, og hvordan folk reagerer på det, det er hvad, der afgør det hele, siger han.

Selvom ekspertgruppen ikke konkret fortæller, hvor vi i spændet mellem 600 og 3.200 kommer til at ligge, så forventer de, at det "bliver i den lave ende".

Det samme gælder for indlagte på landets hospitaler, hvor prognosen forventer mellem 25 til 110 daglige nyindlæggelser.

- Forventningen er, at vi ikke kommer helt op og ramme 150 nyindlagte om dagen i slutningen af perioden, fortæller Robert Skov.

Adfærd styrer smitten

Matematiske modeller, der det seneste halvandet år har forsøgt at spå om epidemiens fremtid, er gang på gang blevet kritiseret for at være for usikre. En kritik som ekspertgruppen svarede på i en kronik i Politiken i sommers.

Den største årsag til, at det er så svært, er, at modellerne ikke kan tage højde for vores adfærd og opførsel, forklarer Robert Skov.

- Men vi føler os ganske overbeviste om, at vi ser en stigning. Hvor stor den bliver, og hvornår den kommer, det kommer an på danskernes opførsel, og hvor gode de er til at overholde retningslinjer, som vi kender. Det kan vi ikke forudsige.

Og hvis smittetallene bliver ved med at stige, så vi ligger i den øvre del af prognosens spænd, så kan det være, at vi skal til at ændre på vores adfærd, siger overlægen.

- Så er det et tegn til os alle om at stramme op omkring hygiejnen.

For at kompensere for usikkerheden vil ekspertgruppen den kommende tid komme med prognoserne mere hyppigt. Den næste forventes at udkomme om to ugers tid.

FacebookTwitter