Sex & Samfund: 'Seksualundervisning skal begynde i 0. klasse'

Kroppen skal på skemaet tidligere, foreslår organisation. Det er op til den enkelte lærer, mener lærerforening.

Seksualundervisning i indskolingen er obligatorisk, men uden et krav om timer. Det vil Sex & Samfund ændre på. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Hvis det står til interesseorganisationen Sex & Samfund, bør skolebørn allerede i indskolingen modtage undervisning om kroppen.

Ønsket kommer, efter en international undersøgelse har vist, at piger verden over kommer tidligere og tidligere i puberteten.

Derfor mener Sex & Samfund, at seksualundervisning i indskolingen er vigtigere end nogensinde før.

Og med seksualundervisning mener organisationens nationale chef Lene Stavngaard ikke, at det skal handle om sex.

- Det handler om kroppen, hvilket mange børn har brug for at vide noget om. Særligt hvis man går tidligt i puberteten, og man ikke har den her information. Så risikerer vi, at børnene går og føler sig meget forkerte og er bange for de forandringer, der sker ved deres krop.

Op til lærerne at bestemme

Niels Lynnerup er næstformand i undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening. Han fortæller, at der allerede findes seksualundervisning i indskolingen, det såkaldte SSF (sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab).

Her er det op til lærerne at vurdere, hvor tidligt i skoleforløbet undervisningen skal foregå.

- Det er nok rigtigt, at man typisk har ventet med at undervise om pubertetens forandringer af kroppen til mellemtrinnet, altså fra 4. klasse. Men det er op til lærergruppens professionelle dømmekraft, hvornår klassen har behov for den undervisning, siger han.

Obligatorisk undervisning uden timetal

Lene Stavngaard mener, at problemet er mangel på timefastsættelse. Altså at der ikke er et minimumskrav for, hvor mange timers undervisning eleverne skal have i det givne fag. Den slags minimumskrav har de mere traditionelle fag som eksempelvis engelsk og matematik.

- Vi kan se, at den ramme, der er beskrevet for den obligatoriske seksualundervisning, ikke bliver løftet på nuværende tidspunkt. Derfor mener vi i Sex & Samfund, at dette bør timefastsættes, siger hun.

Niels Lynnerup har tiltro til, at lærerne er klædt på til at beslutte, hvornår undervisning er nødvendig i deres klasser, og om undervisningen er egnet ned til 0. klasse.

- Jeg synes, at den vejledning og de mål, der er i SSF, allerede nu giver mulighed for, at det kan tages op i starten af indskolingsfasen. Og jeg er overbevist om, at hvis der er et lærerteam, som vurderer, at tidligere pubertet påvirker undervisningen, så tager de det op, snakker om det og underviser i det, siger han.