Den folkekirkelige forening Luthersk Mission efterlyser nu personer, der har været udsat for seksuelle overgreb, mens de boede på foreningens tidligere børnehjem Solgården i Tarm.
Det sker ifølge Kristeligt Dagblad efter påstande om, at hjemmets nu afdøde forstander gennem 27 år forgreb sig på mindst fire piger.
Missionsforeningen har undersøgt sagen og er overbevist om, at påstandene er sande. Foreningen tilbyder derfor alle berørte psykologhjælp.
- Vi har ansvaret for de mennesker, som har været i vores varetægt, siger generalsekretær Jens Ole Christensen til avisen.
Mindst fire sager
Sagen er kommet frem efter at et af ofrene - den nu 67-årige Grethe Sørensen - i sin erindringsbog "Barndommens dal" har beskrevet overgrebene, der fandt sted fra 1949-1976, hvor børnehjemmet Solgården var hjem for 31 børn.
Luthersk Mission har foruden Grethe Sørensen kendskab til yderlige tre misbrugte piger og frygter, at der vil dukke endnu flere ofre op.
Foreningen tilbyder derfor såvel misbrugte som personale på det tidligere børnehjem krisehjælp af sjælesørgere og psykologer.
Børnehjemmet Solgården må ikke forveksles med Efterskolen Solgården, der nu ligger på samme adresse, og også drives af Luthers Mission.