SF kræver handleplan efter krænkelsessager i Forsvaret: 'Jeg er dybt chokeret'

En lang række kvinder har oplevet fysiske og verbale krænkelser i Forsvaret.

Der er behov for politisk handling, hvis problemer med krænkelser i Forsvaret skal løses, mener flere ordførere. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Fornedrende skældsord, uønskede befamlinger og fysiske overgreb.

I TV2-dokumentaren 'I krig og krænkelser' fortæller en række nuværende og tidligere kvindelige soldater om grænseoverskridende adfærd i Forsvaret.

Adfærd, der fra kvindernes perspektiv kun har haft begrænsede konsekvenser og i flere tilfælde ikke er blevet håndteret af ledelsen.

Udsendelsen, der bygger på beretninger fra over 100 kvinder, som TV 2's Operation X har talt med, kalder på politisk handling.

Det mener Anne Valentina Berthelsen, der er forsvarsordfører for SF.

Anne Valentina Berthelsen (SF) er 'dybt chokeret' over det omfang af overgreb og krænkelser i Forsvaret, som TV2's dokumentar beskriver. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

- Jeg er dybt chokeret, siger hun.

- Vi har kaldt ministeren i samråd sammen med Venstre og de andre partier, og så mener vi, at der skal laves en ekstern undersøgelse af det her, så vi kan få et grundigt overblik over, hvor stort problemet er, hvorefter der skal handles.

- For os betyder det en handleplan i det kommende forsvarsforlig med tilsyn og kontrol af, at de her seksuelle krænkelsessager bliver behandlet, som de skal, og at man kommer til at vende udviklingen, siger hun.

Tilsyn med befalingsmænd

I dokumentaren står en række kvinder frem og fortæller om oplevelser lige fra at blive kaldt "luder" og andre skældsord til at blive udsat for fysiske og seksuelle krænkelser, befamlinger og chikane.

Krænkelser, som kvinderne oplevede, kun havde begrænsede konsekvenser for overgrebsmændene, der i langt de fleste tilfælde forblev ansatte i Forsvaret.

Ifølge Anne Valentina Berthelsen har man talt om krænkelser i Forsvaret i flere år, uden at der er sket noget.

Derfor vil SF med en handleplan blandt andet sikre tilsyn med befalingsmænd og føre kontrol med, at seksuelle overgreb bliver håndteret, som de skal.

- Det kan vi jo se, indtil videre ikke har været tilfældet, så det betyder, at vi nok skal ind og holde dem i ørerne politisk, siger hun.

'Aldrig hørt om noget lignende'

Også Anne Honoré Østergaard, som er arbejdsmiljøordfører i Venstre, mener, at forholdene i Forsvaret bør undersøges nærmere.

Sådan lyder det i et opslag på Facebook, hvor hun skriver, at hun gennem det seneste år har sat spørgsmålstegn ved Forsvarets indsatser over for chikane.

- De kvinder, som har valgt at stå frem, er fuldstændig blevet svigtet. Og jeg må bare sige, at sagernes karakter er så alvorlig, at jeg aldrig har hørt om noget lignende på andre arbejdspladser, skriver hun.

- Det skal vi have håndteret en gang for alle.

Af samme grund har hun kaldt forsvarsminister Morten Bødskov (S) i samråd, skriver hun.

Venstres Anne Honoré Østergaard blev 'direkte rasende' over at se dokumentaren om overgreb i Forsvaret. (Foto: Niels Christian Vilmann © Ritzau Scanpix)

Forsvarsministeren udtaler i et skriftligt svar til DR, at han har bedt forsvarschefen om en redegørelse i sagen.

- Der skal være nul-tolerance over for kønskrænkende adfærd - også i Forsvaret. Jeg er meget enig med Forsvarschefen i, at Forsvaret skal håndtere krænkelsessager langt bedre. Der er bl.a. brug for mere målrettet forebyggelse.

- Om det betyder en ny handleplan eller andre initiativer, vil jeg drøfte med forligskredsen, skriver han.

Et langt træk

I forsvaret er Kenneth Pedersen, generalløjtnant og viceforsvarschef, "enormt ked af" at høre om de historier, der er kommet frem.

Han mener også, der er behov for at ændre kulturen i Forsvaret, og han er glad for "al den hjælp", Forsvaret kan få. Men i første omgang har Forsvaret allerede selv taget hul på arbejdet med at skabe en kulturændring, forklarer han.

- Vi igangsætter et meget stort program, som er ved at være klar nu, hvor vi fra top til bund går i gang med en kulturforandring, simpelthen gennem undervisning i alle mulige forskellige former, siger han.

Han peger blandt andet på, at man internt i Forsvaret vil drøfte de konkrete historier, der nu er kommet frem, og at man vil have et stort fokus på, at de ansatte skal tale ordentligt til hinanden.

- Det bliver et langt træk, og det er noget, vi skal gøre selv. Således at vi lever det dag ud og dag ind, siger han.