SF-politiker advarer de autonome

Kun et lille skridt ved siden af kan ødelægge de unges drøm om et ungdomshus i København. Det siger en af de politikere, som kæmper for et ungdomshus.

Ungdomshus (Foto: Mikkel Inumineq Jørgensen / inuvision.dk)

Kun et lille skridt ved siden af kan ødelægge de autonome unges drøm om et ungdomshus i København.

Det siger en af de politikere, som kæmper for et nyt ungdomshus.

Den 3. april vil de unge belejre Københavns Rådhus. BlokR hedder den civile ulydighedsaktion, som ungdomshusaktivisterne har planlagt, mens Københavns Borgerrepræsentation holder møde.

De unge siger, at de nægter at flytte sig eller lukke politikerne ud, før der er fundet en afløser til ungdomshuset på Jagtvej 69.

På forhånd har de unge bl.a indkøbt hundrevis af gasmasker, bygget kæmpeskjolde og afholdt seminar om demonstrationsteknik, og politiet har sagt, at de vil arrestere alle, der er maskeret.

Men hvis demonstrationen på nogen måde udvikler sig voldeligt, så kan balancen tippe for de unge, advarer Frank Hedegaard fra SF.

- De skal være utrolig varsomme med deres happenings, for jeg ved fra tidligere, at hvis der sker det mindste omkring vold og politi, så bliver de andre partier uvillige til at finde en løsning, og det er det, vi ikke må risikere, siger Frank Hedegaard

Frank Hedegaard tror, at nogle partier ligefrem kan spekulere i optøjer:

- Der er nogle der står og lurepasser med at ville give udtryk for det ene eller det andet, og derfor kan der godt være nogen, der kunne spekulere i vold, siger SF-politikeren.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ungdomshusets pressegruppe.

Lige nu er der flere bygninger i spil som nyt ungdomshus. Favoritterne er Frederikssundsvejens Skole i Nordvestkvarteret og Bavnehøj Remisen i Kongens Enghave.

Facebook
Twitter