SF vil have justitsminister Lene Espersen til at undersøge familieforholdene for de omkring 1800 danskere, der dagligt forsøger at klikke sig ind på hjemmesider med børneporno.
Det sker for at forebygge eventuelt sexmisbrug af børn.
- Vi har en Tønder-sag frisk i erindringen, så jeg vil gerne vide, om der er kontakt til de sociale myndigheder i forhold til disse mennesker. Jeg vil vide om de selv har børn, siger SF's socialordfører Pernille Vigsø Bagge.
Politiet: Det kan ikke lade sig gøre
Rigspolitiets it-efterforskningscenter, NITEC, afviser, at det kan lade sig gøre. Leder af NITEC, Hans Henrik Jensen, siger, at det slet ikke er meningen med opgørelsen.
- Det her er et præventivt samarbejde imellem politiet og internetudbyderne, som skal bruges til at advare internetsurferne om, at de nu kommer ind på ulovlige sider. Vi får slet ingen oplysninger om, hvem disse personer er, siger lederen af NITEC til Ritzau.
SF: Aftalen må laves om
Men SF's socialordfører mener, at man i så fald må lave aftalen om, så politiet kan indhente de nødvendige personoplysninger.
- Vi må altså lade børnenes tarv komme i første række, og så er det lige meget, hvad det kræver, og hvad det koster. Det kan ikke være rigtigt, at så mange hver dag går ind på børneporno sider, siger Pernille Vigsø Bagge.
Politiet frygter, at teleudbyderne ikke vil være med, hvis det bliver en del af aftalen.
- Der er tale om et frivilligt samarbejde, og man skal sondre imellem præventivt og strafferetsligt arbejde. Det fungerer godt i sin nuværende form og vil være et stort tab, hvis det ophører, siger Hans Henrik Jensen.