SF's gruppeformand om ghettopakke: Vi kan rykke dem, der har det sværest

Efter en Twitter-debat uddyber Jacob Mark, hvorfor partiet stemte for ghettopakken.

Jacob Mark har sammen med resten af SF indgået en aftale med regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om at forbyde kontanthjælpsmodtagere om at flytte ind i ghettoer. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Den sygdomsramte familiefar Stefan Pedersen fra Esbjerg fik på Twitter flere medlemmer af Socialistisk Folkepartis (SF) politiske ledelse i tale, da han undrende spurgte, hvorfor SF var med til at bestemme, hvor han og hans datter må bo.

Den politiske aftale, som SF har lagt stemmer til, betyder, at de almene boligselskaber fremover ikke må udleje boliger i de såkaldt hårdeste ghettoområder til folk, der modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse.

Derfor må Stefan Pedersen ikke flytte ind i området Stengårdsvej, der af regeringen er kategoriseret som en 'hård ghetto', da området har været på regeringens ghettoliste i mere end fire år.

SF ønsker forskelighed i boligområder

SF's gruppeformand, Jakob Mark, kontaktede efterfølgende DR Nyheder og uddyber nu, hvorfor SF var med til at stemme regeringens første del af ghettopakken igennem.

- Jeg oplever, at højrefløjen med Dansk Folkeparti og Troels Lund Poulsen (beskæftigelsesminister, Venstre, red.) havde en meget grov retorik om aftalen, der handler om, at det her udspil skulle se hårdt ud, siger Jakob Mark.

- Men for os er det en måde at nå vores vision om at sørge for, at folk bliver mere blandet. Og at nogle af de mennesker, der i dag er på overførselsindkomst, har ret til at bo i nogle andre områder end de allermest udsatte i Danmark.

Hvad er fordelen ved blandede boligformer - hvad er det for en måde, at vi spejler os i de mennesker, vi bor ved siden af?

- Som socialist har jeg den holdning, at vi skal møde folk fra forskellige samfundslag. Det skal vi, fordi mennesker har godt af at mødes, og at de netop spejler sig i hinanden. Også fordi jeg tror på, at når man har et møde på tværs af samfundslag, så får man et større netværk. Det er godt for folk, svarer Jakob Mark og fortsætter:

- Jeg kommer fra en kommune, hvor vi har haft fire udsatte områder. Jeg har også boet i et af dem. Det, jeg oplevede i de områder, var, at det blev små bobler, der er lukket for resten af omverdenen. Det har nogle konsekvenser for samfundet. Det vil jeg rigtig gerne ændre på.

Kommunen skal sikre kontanthjælpsmodtagere et hjem

Er det forstået korrekt, at hvis man er på kontanthjælp, så vil kommunen hjælpe med at finde et andet sted at bo fremfor et udsat boligområde?

- Ja, nu når de ikke kan flytte ind i de allermest udsatte områder, så skal kommunen sikre, at de får et andet sted i kommunen, hvor de kan bo i stedet.

Han mener, at beboerne i de udsatte boligområder, er blevet forhindret i det, der kunne være blevet en "socialpolitisk katastrofe".

- Det, regeringen havde foreslået, var, at alle nye tilflyttere ud til ghettoerne skulle ned på integrationsydelse. Det fik vi forhindret med denne her aftale. Og det, tror jeg, i sidste ende måske er det vigtigste, siger Jakob Mark.

Boligselskaberne har mulighed for at lave fleksibel udlejning. Og med det har man jo mulighed for at rykke de ressourcestærke op på listerne. Er det her ikke bare varm luft?

- Jeg synes, at det er en hjælp, at vi kan rykke nogle af dem, der har det sværest, væk fra områder, hvor der er høj kriminalitet, og hvor mange ikke har en høj uddannelse. Den hjælp fik de ikke med fleksibel udlejning. Her giver vi dem håndfaste rettigheder. Du kan ikke bo der, da det er det allermest udsatte boligområde. Og du skal nok få et andet sted, siger Jakob Mark.

Som udgangspunkt betyder aftalen også, at ydelsesmodtagere, der i dag står øverst på ventelisten til en ledig bolig i et af de hårdeste områder vil blive forhindret i at flytte ind.

Forbud ignorerer enkelte sager

Stefan Pedersen forstår ikke, hvorfor han ikke selv må vælge, hvor han vil bo. Kriminaliteten i udsatte boligområder er faldende. Burde man istedet for det her generelle forbud ikke gå ind og se på den enkelte sag i stedet?

- Dér, hvor jeg kommer fra, der hungrede man ikke for at bo i de allermest udsatte boligområder. Det, som jeg egentlig oplever fra Stefan, og godt forstår, at han slår sig på, er, at der skal sidde politikere inde på Christiansborg og bestemme, hvilke udsatte boligområder man ikke kan flytte ud i. Men vi skal have løsnet op i de her udsatte boligområder - det er bare så vigtigt, siger Jakob Mark.

Aftalen bestemmer, at hvis man har været på kontanthjælp i mere end fire måneder, må man ikke flytte i et af de hårdest udsatte boligområder.

- Om man skal løsne lidt op, eksempelvis hvis man er på vej ud af kontanthjælp, det vil jeg gerne diskutere. Og det er også fordelen ved at sidde med i aftalekredsen, for så kan man ændre ting løbende. Vi vil da hele tiden tage inputs fra netop én som Stefan, medgiver Jakob Mark.

Flere end 100 har delt Stefan Pedersens første tweet, der er flere end 550, der synes godt om det, og af de mere end 20 kommentarer, der er på opslaget, tegner SF-politikere sig for godt halvdelen.

Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få fat i Stefan Pedersen.

Facebook
Twitter