Sharia-professor koster ungdomsråd en million

Efter Ny-Dansk Ungdomsråd i efteråret inviterede en sharia-professor som taler, er det nu lykkedes Dansk Folkeparti at få fjernet rådets bevilling på en million kroner fra satspuljen.

Muhammed Tahir-ul-Qadri er stifter af den islamiske organisation Minhaj-ul-Quran og var inviteret til Danmark for at tale om sin "fatwa mod terror". (© AP Graphics)

Det er rimeligt, at en konference med en kontroversiel taler får økonomiske konsekvenser, lyder det fra DF.

Det er endt med at blive en dyr fornøjelse for Ny-Dansk Ungdomsråd, at man inviterede sharia-professor Muhammed Tahir-ul-Qadri fra Pakistan til at tale på en konference 11. september sidste år.

Nu har rådet mistet hele sin bevilling på en million kroner fra den såkaldte satspulje, skriver Jyllands-Posten.

ul-Qadri fortaler for blasfemilove i Pakistan

Konferencen på årsdagen for terrorangrebet på USA handlede om ekstremisme, og ul-Qadri var inviteret på grund af sin såkaldte "fatwa mod terror". Men han er også stifter af den islamiske organisation Minhaj-ul-Quran.

Derudover spillede ul-Qadri en stor rolle i indførelsen af Pakistans blasfemilove, som kan give dødsstraf til modstandere af islam.

I en videooptagelse, som Jyllands-Posten fik oversat i efteråret, har han sagt, at "det er mig, der har lavet loven" og "alle, uanset religion eller køn, der begår blasfemi, skal dømmes til døden".

DF: Rimeligt, at det får økonomiske konsekvenser

Som følge af konferencen er det nu lykkedes Dansk Folkeparti at få gennemført, at rådet ikke længere skal have en bevilling fra satspuljen, hvorfra alle partier på nær Enhedslisten fordeler en årlig millionpulje.

- Konferencen var ikke en hovsa-fejl. Den var blevet planlagt gennem længere tid, og man var fuldt klar over, hvem man inviterede. Derfor er det rimeligt nok, at det har konsekvenser, siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF) til Jyllands-Posten.

Minister meldte afbud til konference

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) skulle også have talt til konferencen, men meldte afbud, da hun fik nærmere informationer om Tahir-ul-Qadris virke og historie.

Hun sad ved bordenden ved forhandlingerne, der sluttede torsdag.

- Jeg kan bekræfte, at bevillingen til Ny-Dansk Ungdomsråd blev forhandlet ud, siger hun til Jyllands-Posten.

- Jeg er bestemt ikke sur på Ny-Dansk Ungdomsråd, og den konference lægger jeg bag mig, tilføjer hun.

/ritzau/