Shell fyrer medarbejder for at standse spritbilister

Medarbejder stoppede berusede bilister. Politiet hædrer hende, Shell fyrer hende.

Shell siger, at fyringen sker for at beskytte medarbejderne mod overgreb. (Foto: LuizGXavier © Public Domain)

Politiet hædrer en servicemedarbejder, fordi hun på en tankstation stoppede berusede bilister i at køre videre.

Men Shell fyrer i stedet den 33-årige medarbejder, fordi hun ved at standse bilisterne forbrød sig mod Shells interne retningslinier for de ansatte.

Det kriver sn.dk.

Civil anholdelse er imod reglerne

To gange - 22. februar og 1. marts i år - forhindrede Gitte Niegsch i alt tre tydeligt berusede bilister i at køre videre fra tankstationen.

Gitte Niegsch foretog civile anholdelser og ventede, til politiet kom og anholdt spritbilisterne »rigtigt«.

Men hun forbrød hun sig imod Shells interne regler ved ikke at bære en neongul sikkerhedsvest, da hun løb ud af butikken for at tilbageholde de fulde bilister.

Hun overtrådte også firmaets retningslinjer, som opfordrer medarbejderne til ikke at »tilbageholde kunder, der enten stjæler eller kører, når de har drukket«.

Politiet roser den fyrede

Onsdag hædrede politiet Gitte Niegsch for at have standset spritbilisterne og gav hende en dusør på 500 kroner.

- Vi er glade og taknemmelige for, der findes folk som dig, der med handlekraft og initiativ er ned til at hindre ulykker, lød det fra politidirektør Lene Frank, da hun overrakte Niegsch dusøren.

Shell fastholder, at fyringen derfor er sket helt efter selskabets regler. Reglerne findes for at sikre medarbejderne mod overgreb, forklarer Dansk Shells kommunikationschef, Jesper Brieghel.

- Jeg vil hellere skulle forsvare stive regler over for en journalist, end jeg ønsker at se en af vores forpagtere skulle stå til ansvar for en død medarbejder, siger han til sn.dk.