Shitstorm i et glas vand eller politisk skandale: Hvornår går de folkevalgte af?

Eksperterne er enige: Niko Grünfeld var ikke nødt til at gå af - set med historiske briller.

Kulturborgmester i København Niko Grünfeld er gået af efter sagen CV-sjusk og kontorindretning. Men hvornår er en sag stor nok til, at de folkevalgte vælger at smide håndklædet i ringet. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Narkogæld til rockere. Tøjkøb for 152.000 kroner. Rådhusbryllupper.

Det er ikke første gang - og næppe den sidste - at vi ser folkevalgte ende i mediestorme eller skandaler, der truer deres troværdighed, ministerpost, plads i Folketinget eller borgmesterkæde.

Og onsdag aften kom turen til Alternativets kultur- og fritidsborgmester i København, Niko Grünfeld, som på Facebook meddelte, at han stopper som borgmester.

Det sker, efter at han brugte knap 130.000 kroner på at indrette sit kontor og sjuskede med CV’et, hvilket skabte stor opmærksomhed på de sociale medier og i pressen.

Men hvornår er en såkaldt shitstorm stor nok til, at en politiker vælger at gå af?

Ingen grund til at trække sig

DR Nyheder har spurgt en række eksperter, hvad der får folkevalgte til at gå af. De konkluderer enstemmigt: Der skal mere til end i Niko Grünfeld-sagen.

Ifølge eksperterne kunne borgmesteren sagtens være blevet siddende - hvis man ser på sagen med historiske briller.

- Den her sag er slet ikke stor nok til, at man kan trække sig, siger Benjamin Rud Elbert, som er digital rådgiver i Elbert Kommunikation og arbejder med netop politisk kommunikation.

Benjamin Rud Elbert nævner flere sager, hvor de sociale medier har været med til at redde politikerne ud af en shitstorm i medierne.

Blandt andet sagen hvor Anders Samuelsen (LA) betalte sin søns narkogæld til nogle rockere af, eller da Helle Thorning-Schmidt måtte forklare, hvorfor hendes lejede bil havde tyske nummerplader, eller da statsminister Lars Løkke Rasmussen også brugte sociale medier til at forklare sig i GGGI-sagen.

- Ens for de her sager er, at de brugte platformene til at krisehåndtere og styre forløbet. De lukkede sagerne ned med det samme. Det lykkedes aldrig Niko Grünfeld, siger Benjamin Rud Elbert.

Baglandet bakkede ikke op

Klaus Kjøller, som er ekspert i politisk kommunikation, er enig i, at Niko Grünfelds ”skandale” ikke var stor nok til, at han var tvunget til at gå af, og at hans krisehåndtering godt kunne have være bedre.

Han mener dog, at årsagen skal findes et andet sted.

- Der har været en interesse fra baglandets side i at få ham fjernet, siger Klaus Kjøller og tilføjer:

- Hans afgang går meget fint i tråd med Alternativets ønske om at gøre op med traditionel pamper-opførsel. Niko Grünfeld promoverer partiets ideologier ved at gå af.

Fældet af elendig mediestrategi

Benjamin Rud Elbert mener derimod, at Niko Grünfelds afgang skyldes en dårlig mediestrategi.

-Han krisehåndterede aldrig. Da jeg skrev til ham på Twitter, hvorfor han ikke var i Radio24syv og forsvarer sig fra morgenstunden af, svarede han, at han havde tre børn, der skulle afleveres først.

Netop den forklaring understreger, at han aldrig så på sagen, som en potentiel krise.

- En politiker i dødskamp, må altså finde en babysitter, siger Benjamin Rud Elbert og tilføjer:

- Han er to skridt bagud under hele den her sag.

Som eksempel fremhæver Benjamin Rud Elbert, at da han "endelig" kommenterer på sagen i 22 Nyhederne på TV2, sidder han på en ødegård i Sverige.

- Så sidder han der som Emil fra Lønneberg helt alene i snedkerhuset og skammer sig. Han har ikke styret fortællingen om sig selv, siger rådgiveren.

Klaus Kjøller er enig i, at Alternativet sagtens kunne have håndteret sagen bedre og mener ikke, at der tradition for, at politikere går af på baggrund af så lille en sag.

-Traditionelt har folk, der gik ind i politik, været ret hårdhudet. De hårde damer og herre i politik kæmper til det sidste, siger Klaus Kjøller.

Skandalen er privat og politisk

Ifølge Anders Esmark, lektor for Statskundskab ved Københavns Universitet og forsker i politisk kommunikation, findes der ikke evidens eller forskning, som påviser, hvornår en sag ender med, at politikere går af.

Han mener, at det er afgørende, om skandalen er privat eller politisk.

- Niko Grünfelds sag består af to elementer. CV-delen, som er privat, og den manglende brug af den statslige indkøbsportal (til at indrette kontoret på Rådhuset, red.), som er et brud med de politiske retningslinjer.

- Når det handler om brud med de politiske retningslinjer, er det alvorligt, siger Anders Esmark, men fastslår:

- Der er intet historisk, der siger, at han behøvede af gå af af den grund.

En shitstorm er ikke nok til at gå af

Anders Esmark mener heller ikke, at Alternatives håndtering af sagen tyder på, at partiet eller Niko Grünfeld selv mente, at den her sag ville få så store konsekvenser.

- Det er benhård cost benefit analyse (en afvejning af omkostninger og fordele, red.), der afgør det. Hvor meget magt har den enkelte, og hvor står baglandet, siger eksperten og tilføjer:

- Det er ikke den naturlige konsekvens af så lille en sag. Det kan spille en rolle, at sagen har fyldt meget på de sociale medier, og måden han har sagt undskyld på, siger Anders Esmark.

Lær af Lars Løkke

Han peger på Lars Løkke Rasmussen (V), der næsten har fået vendt sine ”skandale sager” til en positiv fortælling.

- Han er endt med at være den frække slagterhund, der godt kan lide at nyde et glas rødvin. Et menneske som os andre, siger Anders Esmark.

- Vi kender ikke Nikos fremtid endnu. Men når Ritt Bjerregaard, Lars Løkke og Anders Fogh Rasmussen går fri på trods af skandaler, er det fordi, det er politik på et helt andet niveau, hvor konsekvenserne ved deres afgang ville være større end, at de holder fast på taburetten.

Facebook
Twitter