Rollen som vært på P1-programmet Shitstorm og P1 Debat er fortid for Mads Aagaard Danielsen.
Det fremgår af en intern orientering til afdelingen, som DR Nyheder har fået udleveret.
- P1-vært Mads Aagaard Danielsen er nu – efter først hjemsendelse, undersøgelse og siden obligatorisk høringsperiode på to uger – afskediget på baggrund af manglende tillid til ham og hans varetagelse af opgaven som vært og programmedarbejder i DR, står der i orienteringen.
Fyringen kommer, efter at adskillige kilder i sidste uge fortalte til Berlingske, at de er blevet chikaneret og krænket af DR-værten, og at kvinder har været udsat for afpresning med nøgenbilleder.
Udover anklagerne mod den konkrete vært, har der også været kritik i DR's håndtering af sagen.
Flere personer, herunder en daværende chef hos Radio24syv, havde tidligere orienteret ledelsen om værtens adfærd.
Siden artiklen i Berlingske har flere personer henvendt sig til DR om lignende oplevelser med værten.
'Håndteringen er beklagelig'
Det fik dog ingen konsekvenser for værtens ansættelse eller arbejdsopgaver.
- Selve håndteringen og den manglende orientering opad i DR er stærkt beklagelig, DR har givet en uforbeholden undskyldning til de berørte i sagen og en række handlinger iværksættes, lyder det i den orientering, der er sendt til den konkrete afdelings medarbejdere.
Det betyder, at der bliver sat en række tiltag i gang. Der vil blive hentet eksterne rådgivere ind, som skal sikre, at chefer i DR har 'fuldt fokus på at håndtere sager som denne korrekt'. Ledelsen vil også tydliggøre chefernes handlepligt.
DR's kulturdirektør, Henrik Bo Nielsen, har tidligere undskyldt overfor ofrene for DR-værten.
- Sådan skal ansatte i DR naturligvis ikke opføre sig. Det er selvsagt dybt beskæmmende, at nogen skal opleve en sådan adfærd fra en DR-medarbejder, og vi vil gerne uforbeholdent undskylde overfor de pågældende, at de har været udsat for det, der beskrives, lød det i en skriftlig udtalelse i sidste uge.
P1-programmet Shitstorm blev lukket allerede i sidste uge, efter at sagen om Mads Aagaard Danielsen kom frem.
Seksuelle krænkelser, trusler og befamling
I Berlingskes artikel fra sidste uge beskriver flere kvinder og mænd, at de har været udsat for seksuel og krænkende adfærd fra Mads Aagaard Danielsens side.
En af kvinderne fortæller til Berlingske, hvordan hun til en arbejdsjulefrokost i 2015 blev skubbet ind på et toilet, hvorefter værten låste døren og stak sine fingre op i hende.
En anden fik taget sin bh af af Mads Aagaard Danielsen, som derefter befamlede hendes bryster, kort tid efter at de havde mødt hinanden på en natklub i København.
Andre har modtaget "direkte trusler" og er blevet chikaneret, hvilket i 2019 fik direktør på Radio24syv Jørgen Ramskov til at sende en klage over værten til DR, da det var gået ud over to af radioens medarbejdere.
Sagen fik i sidste uge kulturminister Joy Mogensen (S) på banen.
- Jeg kender ikke detaljerne, men jeg bliver særdeles bekymret, når jeg læser om en sag som denne, skrev hun i en skriftlig kommentar.
- Ledelsen og bestyrelsen i DR står med et meget stort ansvar, når det handler om at sikre ordentlige arbejdsforhold på Danmarks største public serviceinstitution.
Mads Aagaard Danielsen har i en sms til Berlingske undskyldt sine handlinger. Samtidig oplyste han, at han vil søge professionel hjælp.