Sidste sms'er fra Kim Wall: Jeg er stadig i live! Jeg elsker dig

Anklager Jakob Buch-Jepsen har præsenteret nye detaljer på førstedagen i ubådssagen.

Anklager Jakob Buch-Jepsen fører sagen mod ubådsbygger Peter Madsen og ankommer her til retten. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Med fire sms'er forsikrede den svenske journalist Kim Wall sin kæreste om, at hun havde det godt ombord på ubåden Nautilus, da hun sejlede ud med ubådsbygger Peter Madsen sidste år.

Sms'erne lød:

"Jeg er stadig i live, forresten"

"Men går ned nu"

Jeg elsker dig!!!!!!"

"Men han har taget kaffe og kager med"

Kim Wall skrev sms'erne på engelsk, og det var de sidste sms'er Kim Wall sendte, inden hun døde ombord på ubåden.

De blev sendt klokken 20:16 - altså en time, efter at Peter Madsen og Kim Wall var sejlet væk fra Refshaleøen.

- Den sidste registrerede aktivitet på hendes telefon var 20:29, hvor vi kan se, at der er registreret nogle få sekunders internetaktivitet, uden at vi kan sige, hvad det er, sagde anklager Jakob Buch i retten.

Kim Walls kæreste forsøgte uden held efter klokken 21 at sende sms’er til Kim Wall, og derfor kontaktede han politiet.

Kontakt mellem Peter Madsen og Kim Wall i foråret

Anklageren fortalte under fremlæggelsen af sagen på førstedagen i retten, at Kim Wall i sommeren 2017 havde en dansk kæreste og boede i nærheden af Peter Madsens værksted på Refshaleøen i København.

Hun arbejdede for magasinet Wired.

Efterforskningen har vist, at der er fundet materiale på Kim Walls computer i starten af sommeren 2017, hvor hun skriver mails med sin redaktør om den konkurrence, der forgik mellem Peter Madsen og Copenhagen Suborbitals om byggeri af hjemmelavede raketter.

Allerede i foråret 2017 er der også kontakt mellem Peter Madsen og Kim Wall om et muligt interview. Det blev angiveligt ikke til noget, oplyste anklageren i retten.

Foråret og sommeren gik, og der ses først kontakt mellem dem igen torsdag den 10. august 2017, som er selve dagen, hvor de ender med at sejle ud, lød det fra anklager Jakob Buch-Jepsen.

Kim Wall ringer til Peter Madsen. De taler sammen i lige over tre minutter.

Samme dag sender han en besked på engelsk med teksten, ”skibet er klar og i god stand. Venter bare på magasinets Wireds reporter."

Minuttet senere 18:54 sender Kim Wall en besked på engelsk tilbage. ”Fantastisk, er blot nogle få minutter herfra”.

19:16 sender Peter Madsen endnu en besked.

- Vi kan ikke se, hvad der er sendt, men hun er formentlig på det her tidspunkt ombord på ubåden, sagde anklager Jakob Buch-Jepsen.

- Der er ikke noget i politiets efterforskning, der indikerer, at der skulle være tale om andet end denne kortvarige professionelle kontakt, slog anklageren fast.

Senere i retssagen skal Kim Walls kæreste afgive forklaring i sagen.

Under anklagerens forelæggelse sidder Peter Madsen roligt og følger med, iført sort t-shirt og briller - oftest med blikket rettet mod bordet og de dokumenter, der indgår i sagen og ligger foran ham.

Den tiltalte Peter Madsen ved siden af sin forsvarer, Betina Hald Engmark. (Foto: Tegning Esther Marie Bjørneboe NRK/DR © NRK/DR)
Facebook
Twitter