Siemens Wind Power gav urigtige oplysninger til ansatte om farlig kemi

Siemens Wind Power havde ikke lov til at sprøjte med farligt stof, men fortalte ansatte det modsatte.

De seneste 10 år har medarbejdere fra Siemens Wind Power i 64 sager fået anerkendt astma og/eller allergisk eksem, efter at de har været udsat for stofferne epoxy og/eller isocyanter hos vindmøllekoncernen. Foto: DR Nyheder

Medarbejdere hos Siemens Wind Powers afdeling i Aalborg har fået usande oplysninger af ledelsen om brug af farlig kemi på arbejdspladsen.

Det bekræfter flere af hinanden uafhængige kilder over for DR Nyheder.

Oplysningerne bliver ifølge kilderne givet på et møde tilbage i november 2010.

Forud for mødet er en række ansatte blevet syge af deres arbejde på vindmøllefabrikken. Det viser en aktindsigt i afgørelser fra Arbejdsskadestyrelsen.

Isocyanater i produktionen

Medarbejderne på fabrikken har blandt andet arbejdet med isocyanater. Et kemikalie som ifølge eksperter er sundhedsskadeligt og potentielt kræftfremkaldende.

- Da vi så begynder få problemer med vejrtrækningen og lungerne, begynder vi at grave i det og finder ud af, at det er del farligere, end vi troede, at det var, fortæller Per Krogh Jensen.

Fra 2004 til 2011 er han ansat på Siemens Wind Powers fabrik i Aalborg. Her arbejder han blandt andet med de forme, der bliver støbt vindmøllevinger i. Og i produktionen af formene bliver der brugt isocyanater.

Forbudt at sprøjte siden 1978

Sammen med nogle kollegaer finder Per Krogh Jensen ud af, at det siden 1978 har været ulovligt at sprøjte med isocyanater uden for lukkede sprøjtekabiner.

For de ansatte er det særligt interessant, fordi Siemens Wind Power netop sprøjter uden for lukkede kabiner. Og har gjort det siden 2003.

- Det prøver vi så at sige til vores ledelse, fortæller Per Krogh Jensen.

Til møde med ledelsen

Per Krogh Jensen og to kollegaer vil vide om Siemens Wind Power har dispensation til at sprøjte med isocyanater.

Her kommer mødet i november 2010 ind i billedet. Det er her, at Per Krogh Jensen og kollegaerne spørger ledelsen om dispensationen.

- Der siger de ja, det er et farligt stof, men de har dispensation til at bruge det stof, fortæller Per Krogh Jensen.

Et mødet deltager også Fagforeningen 3F og Arbejdsmedicinsk Klinik Aalborg.

Mail til Arbejdstilsynet

Alle mødedeltagerne på nær Siemens Wind Power bekræfter overfor DR Nyheder, at medarbejderne på mødet får at vide af ledelsen, at Siemens Wind Power har en dispensation.

Men da vindmølleproducenten ikke vil udlevere dokumentation for dispensationen, kontakter Per Krogh Jensen Arbejdstilsynet.

Om formiddagen 13. december 2010 skriver han en mail til Arbejdstilsynet, hvor han blandt andet fortæller, at "Siemens Windpower hævder, at der foreligger en dispensation".

Ingen dispensation

Det viser sig, at Arbejdstilsynet ikke har givet Siemens Wind Power lov til at sprøjte med isocyanater uden for en sprøjtekabine.

Ifølge en aktindsigt søger Siemens Wind Power først om dispensation til at sprøjte med isocyanater uden for lukkede kabiner i januar 2011 - to måneder efter mødet.

Hos Arbejdstilsynet er der i dag ingen tvivl om, at Siemens Wind Power har sprøjtet med isocyanater i strid med loven.

- Det er jo ikke lovligt, det de har gjort, siger Bent Horn Andersen, chef i det kontor hos Arbejdstilsynet, der blandt andet har ansvaret for kemisk arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynet fortryder nu, at myndigheden ikke gav en straf til Siemens Wind Power, da myndigheden blev klar over virksomhedens ulovlige brug af det sundhedsskadelige stof gennem 8 år.

- Set i bakspejlet skulle vi nok have reageret med et påbud øjeblikkeligt. Men der var fokus på, at gøre det klart for virksomheden, at I må ikke arbejde på den måde. Set i bakspejlet kunne vi godt have gjort det bedre, siger Bent Horn Andersen.

Siemens Wind Power fik dispensationen fra Arbejdstilsynet med en række betingelser til sikkerheden.

”Vi må ikke sige noget forkert”

Siemens Wind Powers pressechef, Rasmus Windfeld, siger i et interview med DR Nyheder, at han ikke kender til, at ansatte har fået forkerte informationer.

- Vi skal da ikke fortælle vores medarbejdere noget forkert, hvis de kommer og spørger om noget. Men jeg har ikke kendskab til, at det er sket. Jeg kan ikke kommentere på det, siger han.

Medarbejderne føler sig ført bag lyset..

- Det kan jeg ikke kommentere på. Vi gør, hvad vi kan for at skabe sikkerhed omkring vores medarbejdere, på at lytte til dem og for at indhente de erfaringer, de indhøster selv i løbet af dagen, siger Rasmus Windfeld.

Tager medicin hver dag

Per Krogh Jensens arbejdsskadessag er blevet afvist af Arbejdsskadestyrelsen.

Men han er ikke selv i tvivl om, at det er hans tid hos Siemens Wind Power, der har gjort ham syg. Derfor har han anket sagen.

- Jeg skal tage medicin hver dag. To gange om dagen. Og en gang om måneden skal jeg have en indsprøjtning på lungemedicinsk afdeling. Og det skal jeg tilsyneladende have resten af mit liv. Så mit liv er totalt forandret.

Er du blevet syg af at arbejde hos Siemens eller har oplysninger i sagen? Så vil DR Nyheders undersøgende redaktion meget gerne høre fra dig.

Vi vil også gerne have tip, hvis du kender til farligt arbejdsmiljø i andre virksomheder. Skriv til os på tipos@dr.dk. Vi behandler henvendelser fortroligt.

Facebook
Twitter