Signe-Maria mærker coronafrygten på sin Asien-ferie: 'Jeg er ikke helt ubekymret mere'

Familien oplever panik omkring sygdommen og temperaturtjek på hoteller og barer.

Signe-Maria Hausgaard og hendes familie har flere gange på deres ferie fået målt deres temperatur.

46-årige Signe-Maria Hausgaard fra Aarhus havde sammen med sin mand, datter og søn længe haft planer om en tur til Singapore og Malaysia her i februar.

Udbruddet af coronavirusset fik hende dog til at vakle lidt og overveje, om det var rigtig at rejse nu. Mest af alt fordi hendes mor var ret bekymret.

Derfor googlede hun løs, læste op på situationen og granskede Udenrigsministeriet rejsevejledning for de to lande.

Her kunne hun læse, at der var meget lille smittefare, så i lørdags boardede familien flyet mod Asien.

- Det så meget stille og roligt ud, og risikoen for at blive smittet var så lille. Men jeg havde ikke tænkt på de følelsesmæssige konsekvenser. På panikken, fortæller Signe-Maria Hausgaard over telefon fra den tropeø i Malaysia, familien befinder sig på netop nu.

Allerede i flyet til Singapore fik de den første påmindelse om coronavirusset. For alle kineserne ombord på flyet måtte ikke komme ind i landet.

- De annoncerede det i flyet. De beklagede meget med en reference til de to landes tætte relation og takkede for forståelsen, siger hun.

Signe-Maria Hausgaard får her målt sin temperatur. Den var heldigvis ikke over 37,5 grader. (Foto: (privatfoto))

Febertjek alle steder

Familien mærkede da også hurtigt, at der er en stor frygt for virusset i både Singapore og Malaysia. Da de ankom til lufthavnen, fik de målt deres temperatur. Et af symptomerne på virusset kan nemlig være feber.

Temperaturen bliver faktisk målt alle steder. Når de skal ind på hoteller, barer - og da de skulle sejle med båden ud til den ø, de befinder sig på nu.

Temperaturen må maksimalt være 37,5 grader. Hvis den overstiger det, skal personen fragtes til et hospital og indlægges.

Men hendes 19-årige søn Williams temperatur var 37,7. Det er 0,2 grader højere end det tilladte maksimum.

Signe-Maria Hausgaard fik dem til at måle temperaturen igen, og anden gang viste den ikke febergrader.

- Men hvis han havde haft feber, så havde han ikke fået lov til at komme afsted. Så var han blevet sendt ind på sygehuset, siger hun og fortsætter:

- Jeg blev faktisk lidt bekymret for ham. Jeg ved ikke, om jeg kan forklare det, men måske bliver man lidt smittet af at have den her bekymring. Jeg ville aldrig have haft den i Danmark, men man bliver hele tiden mindet om, at folk er bange for den her virus, som vi ikke helt ved, hvad er.

Alle skal gennem et temperaturtjek, før de kan komme ind på barer og hoteller. Her får Otto Hausgaard målt sin temperatur. (Foto: (privatfoto))

'Man tænker, det er bare ret syret'

De oplever frygten på flere måde. Deres venner, der bor i Singapore, har kinesiske kollegaer, der ikke må tage på arbejde, selvom de ikke har været i Kina. De har fået computerne med hjem og får leveret mad til døren, siger Signe-Maria Hausgaard.

På den ø, familien er på, går godt halvdelen af alle med mundbind. Familien selv spritter flittigt hænder og har generelt skruet et ekstra nøk op for hygiejnen.

Selvom hun beskriver, at de indtil nu har haft en fantastisk ferie, har det overrasket hende, hvor meget frygten vokser i begge lande.

- Det er slet ikke, fordi det fylder det hele, men det vi bliver bare hele tiden mindet om virusset.

Under deres ophold på den malaysiske ø var familien til et arrangement, hvor en svensk pige på omkring syv år pludselig faldt om.

- Moren blev skrækslagen. Altså man kunne virkelig høre, hun var meget bange. Hun råbte om hjælp, og jeg har hørt om, at når det her coronavirus er alvorligt, så besvimer man bare lige pludselig. Så jeg tænkte ej, ej, ej, ikke et barn. Det var min tanke, siger Signe-Maria Hausgaard.

- Men der var ingenting galt med hende. Hun havde fået for lidt vand og for meget varme. Men det, at man tænker det, er bare ret syret, mener hun.

Du har selv undersøgt og fundet ud af, at smitterisikoen er lille. Er du alligevel blevet bange for at du, eller nogen af dine familiemedlemmer bliver smittet med coronavirusset?

- Ja, et eller andet sted. Jeg er ikke helt ubekymret mere. Det var jeg, da jeg tog afsted.

Signe-Maria Hausgaard understreger, at hele familien har det fint og feberfrit. Hun tror, det første termometer, sønnen blev målt med, var i udu.

Ifølge Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Kontrol er der i skrivende stund 58 tilfælde af coronavirusset i Singapore og 19 tilfælde i Malaysia.