Sigtelse: Betjent stjal kreditkort og kontanter fra kollegerne på politistationen

Den tidligere politibetjent forventes at tilstå anklagerne.

- Det er en alvorlig sag, at man stjæler fra kolleger, og det gælder ikke mindst, når man er politibetjent, siger specialanklager Jette Malberg.

En politibetjent fra København stjal kontanter og dankort fra sine kolleger, som han efterfølgende brugte i lokale kiosker.

Og det hele skete i omklædningsrummet på politistationen Station Bellahøj i Københavns Nordvest-kvarter.

Sådan lyder anklagen i en sag, som Statsadvokaten i København har rejst.

Det fremgår af en retsmødebegæring, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

Den nu tidligere politibetjent er sigtet i sagen og har undervejs tilkendegivet, at han ønsker at erklære sig skyldig.

Anklagemyndigheden har derfor en forventning om, at sagen vil blive behandlet som en tilståelsessag, og derfor bliver der ikke rejst tiltale.

Af retsmødebegæringen fremgår det, at den 28-årige mand er sigtet for i august 2019 at have stjålet i alt seks dankort fra sine kolleger.

Derudover er han anklaget for at have taget 1.000 kroner fra en persons ejendele, mens ofret sad i et venterum på politistationen.

I et andet tilfælde skulle den tidligere betjent have stjålet 2.000 kroner i omklædningsrummet fra en kollega.

Alvorlig sag

Som altid, når politifolk er mistænkt for at bryde loven, har sagen været efterforsket ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

Efterforskningsmaterialet er herefter givet videre til Statsadvokaten i København, hvor specialanklager Jette Malberg møder som anklager i sagen.

- Vi ser altid med stor alvor på sager, hvor politifolk begår lovovertrædelser i tjenesten. Det er en alvorlig sag, at man stjæler fra kolleger, og det gælder ikke mindst, når man er politibetjent, siger specialanklager Jette Malberg.

Ifølge anklageren har sagen været færdigefterforsket længe, men afventer berammelse ved Retten på Frederiksberg.

Retten på Frederiksberg oplyser til DR, at man snart forventer at kunne finde datoer til sagen.

Har tidligere fortalt om ludomani

Den sigtede betjent har tidligere stået frem i et interview med Politiken, hvor han har forklaret, at han er ludoman, og at det var derfor, han stjal fra sine kolleger.

- Det kræver sindssygt meget at holde sammen på sådan et dobbeltliv, og det er usympatisk at bruge alle sine evner på, men sådan er det. Afhængigheden æder dig op. Den sluger alle dine idéer, sagde han til avisen i februar 2020.

Til Politiken fortalte han, at han blev anholdt og sigtet en aften, da han mødte ind på arbejde.

Hverken den tidligere betjent eller hans forsvarer ønsker at kommentere sagen overfor DR Nyheder.

Fra Københavns Politi, hvor betjenten tidligere var ansat, er meldingen, at man heller ikke ønsker at udtale sig, da der er tale om en verserende sag.