Sigtelse i voldtægtssag, der rystede Enhedslisten: Offer kunne ikke modsætte sig

Offeret var påvirket af enten alkohol eller træthed, mener politiet.

En sag om formodet voldtægt har rystet Enhedslisten de sidste dage. Arkivfoto. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

En kvinde var så påvirket af alkohol eller træthed, at hun ikke kunne modsætte sig samleje.

Sådan lyder sigtelsen i sagen om en formodet voldtægt, der har rystet partiet Enhedslisten de seneste dage.

I sagen er en mand lige nu varetægtsfængslet.

Han har været bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København, men har fået frataget alle sine poster som konsekvens af sagen.

Episoden skal ifølge politiet været sket i en lejlighed natten mellem søndag den 31. marts og mandag den 1. april fra midnat til klokken 10 om morgenen.

Manden nægter sig skyldig.

I første omgang blev han løsladt efter et grundlovsforhør i Københavns Byret onsdag i sidste uge.

Her blev der nedlagt navneforbud, og grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre.

To dage senere besluttede landsretten dog, at manden skulle varetægtsfængsles, og derfor blev der 5. april afholdt endnu et retsmøde i Københavns Byret.

Her blev manden fængslet 18 dage frem til 23. april med begrundelse om, at han på fri fod kunne påvirke sagens efterforskning.

Borgmester trækker stikket

Sagen har fået Enhedslistens teknik- og miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen, til at "trække stikket" som borgmester i en periode. Hvor længe vides ikke.

I aften skal partiets folk på Københavns Rådhus tage stilling til, hvem der skal overtage hendes opgaver, mens hun er sygemeldt.

Hun har på Facebook oplyst, at den formodede voldtægt skete i hendes hjem, og at hun var med til at få den nu sigtede mand til at melde sig selv til politiet.

- Jeg er dybt berørt. Det foregik i mit hjem. Jeg kender parterne, skrev hun.

Sagen har også rystet partiets politiske ordfører, Pernille Skipper, har hun skrevet på Facebook.

Ingen af dem har ønsket at kommentere sagen yderligere.

Voldtægt straffes med fængsel i op til otte år.

Facebook
Twitter