Sigtelse: Iransk efterretningsofficer modtog fotos og video til brug for drab

Ifølge politiet planlagde den iranske efterretningstjeneste drab på eksil-iraner i Danmark.

Føringsofficeren fra den iranske efterretningstjeneste er fængslet in absentia i Danmark - sigtet for spionage og medvirken på drabsforsøg. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

En ansat i den iranske efterretningstjeneste har ifølge politiet modtaget fotos og videoer af en eksil-iraners bopæl i Danmark, så den iranske efterretningstjeneste kunne planlægge drab på eksil-iraneren.

Det fremgår af retsdokumenter fra Roskilde Byret, hvor den iranske efterretningsofficer blev fængslet in absentia i går - altså uden at være til stede.

Han formodes at være i Iran, og det fremgår af retsdokumenterne, at han skal stilles for en dommer senest 24 timer efter, at han på et tidspunkt kommer til Danmark.

Manden, der beskrives af PET som iransk føringsofficer, har desuden givet ordrer og instruktioner til en 40-årig norsk-iraner, som gennem længere tid har siddet fængslet i Danmark, mistænkt for spionage og attentatforsøg.

Det er denne 40-årige mand, som ifølge politiet og efterretningstjenesten har taget billederne og videoerne af eksil-iranerens bopæl - efter at have modtaget instruktioner.

Den 40-årige norsk-iraner skal også have indsamlet oplysninger om eksil-iraneren, som er blevet udleveret til den iranske efterretningstjeneste.

Føringsofficer kan ikke rejse ind i DK

Politiets Efterretningstjeneste (PET) kunne i går oplyse, at de havde sigtet den iranske føringsofficer for spionage og medvirken til forsøg på manddrab.

På et pressemøde sagde PET's chef, Finn Borch Andersen, at det var meget usædvanligt, at de havde krævet manden fængslet.

- Vi har kunnet identificere, hvem det er, og vi vil sikre os, at den pågældende person ikke kan rejse frit rundt og ikke kan rejse til Danmark, sagde han.

PET-chefen erkendte samtidig, at det formentlig vil blive svært at få manden udleveret til Danmark.

- Det er klart, at det nok ikke er verdens letteste sag, lød det fra Finn Borch Andersen.

Eksil-iraner også sigtet for spionage

Eksil-iraneren, der ifølge politiet skulle dræbes, er tilknyttet den danske gren af organisationen ASMLA, der repræsenterer et iransk-arabisk mindretal i den iranske provins Khuzestan.

Organisationen arbejder for, at provinsen kan blive en selvstændig arabisk stat.

Eksil-iraneren bliver sammen med to andre fremstillet i grundlovsforhør i dag, da de nu også er blevet sigtet for spionage på vegne Saudi-Arabien.

Denne spionage skal ifølge politiet været sket i årene fra 2012 til 2018, hvor der skal være indsamlet oplysninger om enkeltpersoner og virksomheder i Danmark og udlandet, som er blevet videregivet til saudiarabisk efterretningstjeneste.

De tre nægter sig skyldige.