Sigtelse: Plejehjemsansat brugte medicin til at dræbe én og sende tre andre på sygehuset

Kvinden nægter sig skyldig i sigtelserne.

Kvinden var ansat på Tirsdalen Plejecenter i Randers (Arkivfoto: Annelene Petersen/Ritzau Scanpix)

Politiet løfter nu sløret for en mørklagt og opsigtsvækkende sag, som handler om plejehjemmet Tirsdalen i Randers.

Her er en ansat på plejehjemmet sigtet for et drab og tre drabsforsøg på beboere på plejehjemmet.

Ifølge politiet er det dræbte offer en kvinde. De øvrige ofre er to mænd og én kvinde.

DR Nyheder har samtidig fået udleveret retsbogen fra grundlovsforhøret i sagen, der fandt sted 15. marts - dagen efter anholdelsen af kvinden. Den kaster yderligere lys over sagen.

Her fremgår det blandt andet, at kvinden nægter sig skyldig i de alvorlige sigtelser mod hende.

Kvinden er beskyttet af et navneforbud. Det forhindrer DR Nyheder i at beskrive hendes stilling.

Kvinde døde efter to dage på sygehus

Ifølge sigtelsen gav den ansatte kvinde forud for den 27. februar klokken 09.51 en ældre dame på plejehjemmet lægemidlet Baclofen, selvom det ikke var ordineret, eller at der var en begrundelse for det.

Baclofen er et stærkt muskelafslappende middel, som blandt andet bruges til at behandle spasmer i muskler.

Kvinden blev samme dag indlagt på Randers Sygehus.

Her døde hun godt to dage senere.

Beboere indlagt flere gange

Men den afdøde kvinde var ifølge politiet ikke den eneste, som den plejehjemsansatte havde til hensigt at slå ihjel.

Det fremgår af retsbogen, at to ældre mænd og en ældre kvinde ad flere omgange har været indlagt på sygehuset med medicin i blodet.

I alle tilfælde gav den plejehjemsansatte ifølge sigtelserne ’uden lægelig ordinering eller lægelig begrundelse’ de tre ældre beboere de potentielt farlige lægemidler Baclofen, Mirtazapin og Diazepam.

Den ældre kvinde nåede at være indlagt tre gange på Randers Sygehus. Senest den 14. marts.

Samme dag blev den ansatte kvinde anholdt og hemmeligt sigtet i sagen.

Dybt berørt

Siden kvindens anholdelse har det været meget begrænset, hvad myndighederne har ønsket at sige om sagen.

I retten kørte den til at begynde med bag dobbeltlukkede døre, hvor offentligheden ikke kunne få kendskab til detaljerne i sagen.

Men nu siger Thomas Krarup, direktør for sundhed, kultur og omsorg i Randers Kommune, at der er tale om en chokerende sag.

- Sigtelsen og mistanken om en forbrydelse berører os meget dybt. Hver dag går vi på arbejde med det formål at drage omsorg for vores beboere, tilføre livskvalitet og hjælpe dem.

- Vi er chokerede. Det ved jeg, at medarbejderne også er, lyder det i en pressemeddelelse.

Det er Retten i Randers, der behandler sagen. (Arkivfoto) (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Var i medicinrummet

Da Retten i Randers efter grundlovsforhøret besluttede sig for at varetægtsfængsle kvinden, lagde dommeren vægt på plejecenterets vagtplan.

Den viste, at hun var den eneste, der var på vagt dagen før samtlige af de ældres indlæggelser.

Derudover fremgår det af logfiler, at kvinden med sin nøglebrik loggede sig ind i medicinrummet, selvom hun 'ikke havde tilladelse til at dosere medicin'.

I retsbogen lyder det også, at der på kvindens bopæl er fundet medicin og emballage med relation til sagen.

Desuden er der også fundet medicin til andre beboere på plejehjemmet i kvindens hjem.

Kvinden har ifølge retsbogen fortalt til politiet, at hun har "godt styr" på medicin.

Dommeren mente, at der er en begrundet mistanke om, at kvinden har givet medicinen til ofrene.

Men dommeren mente dog ikke under grundlovsforhøret, at politiet havde nok beviser til at bevise, at den anførte medicin kunne slå de fire ældre ihjel.

Derfor er kvinden fængslet på baggrund af en mistanke efter den grove voldsparagraf.

Frygter vidner påvirkes

Ifølge Østjyllands Politi mangler der stadig meget efterforskning i sagen, fortæller politiinspektør Brian Voss Olsen.

- Vi fortsætter vores undersøgelse af, hvad der kan være sket. Vi mangler rigtig, rigtig mange ting, som vi skal have belyst, så vi har et langt efterforskningsarbejde foran os endnu, siger han til DR Nyheder.

Brian Voss Olsen fortæller, at det var Styrelsen for Patientsikkerhed, der anmeldte sagen til politiet.

På grund af de lukkede døre i sagen ønsker han ikke at uddybe, hvad der fik styrelsen til at reagere.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra kvindens forsvarer.