Sikkerhed hævet flere steder efter hærværk mod jødisk gravplads: 'Simpelthen så klassisk antisemitisme, som det kan være'

Flyers spreder vanvittige konspirationsteorier, siger jødisk formand.

Video: BYRD JOEDISKKIRKEGAARD JEAN NONBOE

I morges kunne borgere i Aalborg stå op til synet af to dukker overhældt med rød maling, der lå foran byens jødiske gravplads.

Samtidig var der blevet smidt rød maling på muren til gravpladsen, mens der var blevet spredt flyers, hvorpå der henvises til en hjemmeside, der kobles sammen med den nynazistiske bevægelse Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Politiet efterforsker nu, hvorvidt hærværket kan spores tilbage til den højreradikale bevægelse, men understreger, at man ikke kan sige noget endeligt.

Hærværket efterforskes dog som en hadforbrydelse og har, uanset hvilke bevæggrunde der ligger bag, ført til øget sikkerhed omkring jødiske interesser i Danmark.

- Vi kommer til at intensivere patruljeringen omkring de jødiske interesser. Her i Aalborg er det synagogen, men jeg ved, at man lægger op til at intensivere patruljeringen på jødiske interesser i andre dele af landet også, siger Jess Faldberg, vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Hos Rigspolitiet oplyser man til DR Nyheder, at "der er øget opmærksomhed omkring steder med jødisk interesse i Danmark".

Det jødiske samfund: Skaber frygt for fysisk vold

Det er langt fra første gang, at jødiske bygninger og helligdomme er blevet udsat for hærværk. Sidste år blev to mænd dømt for at have begået hærværk mod 84 jødiske gravsten i Randers. Den ene var leder i lige præcis Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Og selvom der ved ingen af de to episoder er nogen danske jøder, der har lidt fysisk overlast, så skaber aktioner som den i Aalborg stor utryghed blandt jøder i Danmark, lyder det fra formand for Det Jødiske Samfund i Danmark Henri Goldstein.

- Når sådan nogle ting sker, så skaber det en mistanke om, at der er andet, man skal frygte - herunder fysisk vold, fortæller han.

Henri Goldstein, Formand for Det Jødiske Samfund i Danmark

Og utrygheden skyldes ikke mindst antisemitismens blodige historie.

- Historisk er meget antisemitisme med fysisk udgang startet med blandt andet hærværk mod gravpladser og jødiske butikker.

'Så klassisk antisemitisme, som det kan være'

Derfor tøver Henri Goldstein heller ikke med at sige, at dagens hærværk mod gravpladsen viser, at der intet nyt er under solen.

- Det, der er sket med hærværk på begravelsespladsen omkring påske, er simpelthen så klassisk antisemitisme, som det kan være. Det har vi set i århundreder i Europa, siger han.

- Du kan se, at dem i Aalborg skriver på deres flyers, at det jødiske påskebrød er iblandet blod fra kristne. Det er helt vanvittigt, og en klassisk konspirationsteori, siger Henri Goldstein.

Jeg ved, at I hvert år laver en rapport med antisemitiske hændelser. Hvor mange af dem kommer fra højrefløjen?

- Jeg har ikke tallet, men jeg har den holdning, at antisemitismen kan komme fra tre fløje i øjeblikket: Højrefløjen, det ekstreme, muslimske miljø og fra venstrefløjen.

- Det er ikke så vigtigt for os, hvor det kommer fra. Det er vigtigt, at det sker, siger Henri Goldstein.

Justitsministeren: 'Dybt beskæmmende'

Også i Justitsministeriet får hærværket minister Nick Hækkerup (S) til at tale med store ord.

- Hærværket mod den jødiske begravelsesplads i Aalborg er oprørende og dybt beskæmmende. Sagen efterforskes nu af politiet, og det er ganske enkelt forkasteligt, at vi igen skal være vidne til, at gravsteder bliver skændet, lyder det i et skriftligt svar til DR.

Flere retsordførere vil have justitsminister Nick Hækkerup til at fremskynde handlingsplan mod antisemitisme. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Regeringen har tidligere lovet, at man vil udfærdige en handlingsplan mod antisemitisme i Danmark. Den håber retsordfører hos De Konservative Nasar Khader, at regeringen nu vil fremskynde.

- Det tyder på, at antisemitismen er ved at få et comeback, og det er virkelig bekymrende. Derfor vil jeg opfordre justitsministeren til at fremskynde planen, siger han.

Men er det ikke lidt naivt at tro, at I i Folketinget kan vedtage en handlingsplan og nogle skærpelser, og så er det løst?

- Nej, det er det ikke. Vi kommer selvfølgelig aldrig af med antisemitisme, men det er enormt vigtigt, at vi bekæmper det med alt, hvad vi kan, siger Nasar Khader.

Retsordfører hos De Radikale Kristian Hegaard kalder hærværket for både "afstumpet" og "totalt uforståeligt". Han glæder sig dog over en ting.

- Jeg glæder mig over, at politiet efterforsker det som en hadforbrydelse, siger han.

Lad gerningsmænd rydde op selv

Hos Dansk Folkeparti efterspørger retsordfører Peter Skaarup en hårdere strafferamme for den type hærværk, der ramte Aalborg søndag, men han har dog også et lidt alternativt forslag til strafudmålingen for den type hærværk.

- Jeg synes, at en del af straffen bør være, at man selv gør rent og rydder op efter det hærværk, man har lavet.

På de flyers der er blevet spredt på den jødiske gravplads henvises til hjemmesiden Nordfront.dk, der efter eget udsagn er forbundet med Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Her bekræfter administrator Mikkel Pedersen, at Den Nordiske Modstandsbevægelse har lavet en række aktioner rundt om i landet i dag.

Facebook
Twitter