Sildebestanden i Danmark er i fare - men der skal fortsat fiskes sild

Ny sildekvoteaftale i EU går imod anbefalinger om, at der sættes en stopper for sildefiskeriet i Østersøen.

Sild i alle afskygninger vil stadig finde vej til påske- og julebordet i 2019. Kvoten for sildefiskeri er ikke blevet sænket helt så meget som forventet. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

En ny fiskeriaftale betyder flere torsk og rødspætter, og så kan danske fiskere se frem til, at fiske flere sild, end hvad der var lagt op til i EU-Kommissionens forslag om fiskekvoter.

Det har fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) sikret i en ny kvote-aftale for fiskeri i Østersøen med EU-landenes landsbrugsministre og fiskeriministre.

Men mens fiskeindustrien klapper i hænderne, ser det sort ud for sildebestanden. Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) anbefaler, at der helt stoppes med sildefiskeri i Østersøen i 2019, da gydebestanden er i en så usund tilstand, at det kan have alvorlige konsekvenser for den fremtidige bestand.

Men ved mødet i EU-kommisionen blev det besluttet, at sildekvoten skulle reduceres med 48 procent i forhold til 2018, selvom der var lagt op til en reduktion på 63 procent. Og det er et resultat, som fiskeriministeren er meget tilfreds med.

Eva Kjer Hansen mener, at de har nået et kompromis, der tager hensyn til både fiksebestandens mulighed for at udvikle sig og industriens overlevelse.

- Der er fortsat et indkomstgrundlag for fiskere og mulighed for at holde liv i havnene rundt omkring i Østersøen. Vi har har gjort det på en måde, hvor vi har fastholdt fiskeriet, men hvor der alligevel er udsigt til en fremgang i bestanden, forklarer ministeren.

Aftale møder kritik fra Greenpeace

Den nye kvoteaftale bliver kritiseret af blandt andet organisationen Greenpeace.

Greenpeace havde håbet på, at fiskeriministrene havde lyttet til Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) anbefalinger om at stoppe med sildefiskeri i Østersøen i 2019

- Jeg synes, det er særligt opsigtsvækkende, at der har været en anbefaling om, at man slet ikke fanger sild i den vestlige Østersø, men at man har ignoreret anbefalingen, og at man alligevel har sat kvoten på rigtig mange tons, siger Sune Scheller, der er projektleder hos Greenpeace.

Han frygter, at den manglende lydhørhed overfor anbefalingerne kan påvirke bestanden og have langvarige konsekvenser.

- Når vi ikke lytter til de videnskabelige anbefalinger og fanger mere, end hvad bestanden kan tåle, er der mindre fisk at fange igen næste år. Og så står vi med det samme problem, muligvis endnu værre, siger han.

Minister vil undgå store udsving

Men fiskeriminister Eva Kjer Hansen mener, at man er nået frem til en holdbar løsning i forhold til sildefiskeri, hvor der er taget højde for de forskellige interesser.

- Hvis vi kun skulle følge den videnskabelige rådgivning, behøvede vi jo ikke at have en politisk diskussion om det. Det er afgørende for mig er, at vi går efter en bæredygtig udvikling for de enkelte fiskebestande. Og det synes jeg, at vi gør for langt de fleste.

Men når I ikke skruer helt ned for fangsten af sild, er I så ikke bange for, at man senere skal tage endnu mere hensyn?

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke laver store udsving, hvor man det ene år kan fiske rigtig meget på den enkelte bestand og det andet år slet ikke. Vi skal have en kontinuerlig indsats, der skal skabe en fremdrift i bestanden, så den bliver bæredygtig, siger hun.