Silicon Valley-guru og direktør for tænketank: Klimaforandringerne kan være løst i 2035

Hvis blot vi fokuserer på at udvikle de teknologier, vi allerede har, kan klimakrisen være løst i 2035. Sådan siger Silicon Valley entreprenøren Tony Seba.

Den amerikanske direktør i tænketanken RethinkX mener, at vedvarende energikilder automatisk vil udkonkurrere klimasyndere som olie, gas og kul. Solcelleanlægget på billedet her er fra Frankrig. (Foto: JEAN-PAUL PELISSIER © Scanpix Denmark)

Klimakrisen er øverst på hele verdens politiske dagsordener. Men ifølge en amerikansk entreprenør, der har base i Silicon Valley som direktør for tænketanken RethinkX, så kan vi slå koldt vand i blodet.

Klimaproblemerne vil løse sig selv.

Det siger han til Deadline.

- I dag er narrativet, at klimakrisen er meget svær at løse, og at vi ikke har 50 procent af teknologien til at løse den. Og hvis vi er heldige, kan vi have løst krisen i 2050, siger den amerikanske direktør i tænketanken RethinkX, Tony Seba og fortsætter:

- Men hvis det, vi vælger at fokusere fuldstændigt på, er de otte teknologier, vi allerede har udviklet, så kan vi løse klimakrisen før tid.

Tony Seba mener nemlig, at vi med blandt andet solenergi, vindenergi og batterier kan løse klimakrisen meget hurtigere og langt mere effektivt end vi ellers hører fra medier og politikere.

Se et klip fra interviewet i gårsdagens deadline herunder:

Ifølge ham kan det ske allerede i 2035.

- Jeg har arbejdet med, hvordan klimaproblemerne kan blive løst. Alt, vi har brug for, er otte teknologier, som vi allerede har. Hvis alt, vi gør, er at fokusere på de otte teknologier, vi har i dag, kan vi stort set fjerne 90 procent af al CO2 inden 2035. Og 100 procent i 2040.

Det skyldes ifølge ham blandt andet, at priserne på de klimavenlige energikilder falder meget hurtigt og derfor bliver det oplagte valg.

- Solenergi kombineret med batterier er billigere end noget andet. Så olie, gas og kul kan ikke konkurrere, og derfor vil de lukke ned, siger han.

Det lyder som en af de helt store gaver i kampen mod klimaforandringerne, men han har faktisk flere i gaveposen.

- Solenergi er ikke bare den billigste energikilde i dag. Det bliver omkring 70 procent billigere over de næste 10 år.

Han understreger, at det er et spørgsmål om, hvorvidt politikerne prioriterer det og begynder at have fokus på de teknologier, der allerede er udviklet. Men han er ikke i tvivl om, at det vil ske indenfor en årrække på 10-15 år.

Regeringen har lagt en plan

Det kan måske lyde, som om statsminister Mette Frederiksen (S) og klimaminister Dan Jørgensen (S) har hørt Tony Sebas bønner.

I hvert fald fremlægger de her til formiddag en plan for, hvordan Danmark inden 2030 vil nå sin målsætning om 70 procents reduktion i 2030.

Og spørger man Tony Seba, er målsætningen om at fjerne klimaudfordringerne til at nå.

Det kræver blot politisk fokus på at videreudvikle allerede kendte teknologier, og så vil alting gå sin gang, og klimaet vil være grønt. Blandt andet på grund af de økonomiske fordele for virksomheder og forbrugere, der simpelthen vil vælge den billigste løsning - løsningen, der også er grøn, som for eksempel solenergi.

- Det FN kan gøre, det politikerne kan gøre, det er at accelerere omstillingen til grøn energi. Det er det valg, de har – har de lyst til det at accelerere omstillingen af energi, transport og så videre?

Han er sikker på, at det er den vej, det går.

Ikke lige optimistisk

Selvom det lyder helt fantastisk, så er det hverken så sort-hvidt eller lige til, at fjerne klimakrisen inden 2035.

Det siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

- Hvis vi skal lykkes med at nå de målsætninger, vi har på klimaområdet, så skal der jo ske en hel del. Så på den måde er det jo rigtigt, hvad Tony Seba siger. Der hvor jeg synes, det bliver problematisk, det er, når han siger, at det kan ske på alle de områder, som han mener, det kan.

Brian Vad Mathieen mener, at Tony Seba får det til at lyde som noget, der sker automatisk. Men selv mener han, at der er vanskelige udfordringer ved at omstille hele samfundet på den måde. Og så bliver solenergi heller ikke lige pludselig gratis, fastslår han.

- El er jo billigst, når man bruger den vedvarende energi. Så derfor giver det rigtig god mening at investere i sol og vind i stedet for kul, olie og gas. Men det er ikke sådan, så det bliver gratis. Det er simpelthen noget vås. Vi skal også transportere strømmen, og det koster altså også en hel del.

Se et klip fra interviewet i gårsdagens deadline herunder:

For ifølge ham er det en kompleks sag at skulle omstille hele den globale forsyning til vedvarende energikilder:

- Jeg vil vurdere, at det tager væsentligt længere tid end til 2035. Der skal vi nok hen til 2040 eller 2045. Det hænger sammen med, at der er noget træghed i det. Der er nogle voldsomme investeringer i vores huse, i vores fjernvarmesystemer. Og ude i industrien skal man have dem med på, at vi skal af med særligt olie og naturgas.

Brian Vad Mathiesen fortæller dog, at det ifølge en rapport, han selv står bag, kan lade sig gøre at basere Danmarks energi på vedvarende kilder i 2045.