Sjælden fugl spottet i dansk have 5.000 kilometer fra sit hjem: Det største jeg nogensinde har set

Det er første gang, at en gulbrynet værling er blevet set i Danmark.

Del gulbrynede værling blevet fanget på kamera af flere fotografer, da den var på visit i en have i Skagen. (Foto: Morten Christensen © dr)

Omkring 20 mand har her til morgen haft øjne på stilke på Grenen i Skagen i håbet om at få et glimt af den gulbrynede værling, der blev set i en have i området i går.

Og det er med god grund. For det er første gang, at den fugl er blevet set i Danmark - og den er kun set 12 gange i Europa.

- Det er årets fugl i Skagen. Måske årets fugl i hele Danmark, siger Rolf Christensen, ornitolog på Grenen Fuglestation.

Fuglen sad pludselig i en have på Fyrvej i Skagen By, hvor haveejer Lene Thomsen var i gang med at fodre fugle i sin have. Hun har en stående aftale med Rolf Christensen, der bor lige om hjørnet, om at hun skal tage billeder og ringe, hvis hun ser en sjælden fugl.

- Den var bare 85 meter fra mit hus. Det er noget af det største, jeg nogensinde har set, siger Rolf Christensen, der skyndte sig at tage op i haven.

"En pisseflot han" fra Rusland

Der gik ikke lang tid, før nyheden spredte sig, og pludselig kom fugleinteresserede kørende fra nær og fjern. Bilerne kom helt fra København og Fyn, mens dem, der kom fra Gedser, ikke nåede at se fuglen.

- Der var cirka 100 mennesker, der så den i går. Da vi kom og skulle se den, tænkte vi, hvad er det for en fugl? Vi ved meget om fugle og kender arterne, men den er lige på kanten af, hvad vi kender, så vi skulle lige finde ud af, hvad det var for en, siger Rolf Christensen og fortsætter:

- Og så var det helt vildt. En gulbrynet værling havde vi ikke regnet med.

Rolf Christensen betegner eksemplaret som "en pisseflot han".

Det er første gang, at en gulbrynet værling er blevet set i Danmark. Den er kun blevet set i Skandinavien to gange. (© Morten Christensen)

Men hvad hanfuglen har vundet på udseende, har han måske tabt på retningssans. Han er nemlig kommet til at flyve 5.000 eller måske 6.000 kilometer forkert.

Den gulbrynede værling plejer nemlig at bo omkring Mongoliet, det centraløstlige Rusland og Kina, og den plejer slet ikke at trække op på europæiske kanter.

- Den trækker normalt nord om efteråret og syd på om foråret, men den er kommet til at trække fra øst og vest på, fortæller Rolf Christensen.

- Der er et lille håb

Selvom de fugleinteresserede var hurtige til at nå frem til haven, hvor fuglen havde siddet og guffet solsikkekerner i sig, skulle der en god portion tålmodighed til for at få et glimt af dens gule bryn.

- Lene så den i 50 minutter. Men da vi kom, blev den rigtig ustabil. Så blev den kun set to gange ti minutter og så et minut siden da. Vi så den omkring klokken 16:30 sidste gang, siger Rolf Christensen.

Det er altså knap et lille døgn, siden fuglen sidst er blevet set. Med al sandsynlighed har den begivet sig ud på en flere uger lang rejse tilbage mod det centrale Østrusland.

Men Rolf Christensen og andre ornitologer, amatørornitologer og andre fugleinteresserede forsøger at holde modet oppe.

- Der er stadig et lille håb, men vi tror det ikke, siger Rolf Christensen, der normalt holder til ude på Grenen.

- Grenen er det bedste sted. Men den have slog alt. Alle skulle ind og se den. Vi ventede fem kvarter, og så lige pludselig dukkede den bare op, siger han.

Facebook
Twitter