Sjælland vil være EU's grønne region

Region Sjælland og 12 kommuner investerer næsten en halv milliard kroner på at energirenove bygner og omstille til vedvarende energi.

Region Sjælland og de 12 kommuner vil bl.a. opstille et areal med solceller, der svarer til fire fodboldbaner.

Med en investering på næsten en halv milliard kroner vil Region Sjælland og 12 kommuner nu gøre noget alvorligt ved at energirenovere offentlige bygninger og omstille til vedvarende energi.

De 12 kommuner er Faxe, Greve, Guldborgsund, Holbæk, Køge, Næstved, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Solrød og Vordingborg. Sammen med Region Sjælland har de den ambitiøse drøm om at blive den grønne region i Europa i 2020.

I daglig tale hedder projektet REEEZ (Renewable Energy and Energy Efficiency in Zealand). Selv om det kun har kørt i mindre end to måneder, har det allerede fået så stor opmærksomhed, at det i dag modtager Energiforums Energi- og Miljøpris, som vil blive overrakt af klima- og energiminister Martin Lidegaard.

EU har givet 18,6 millioner kroner til de tekniske forberedelser, men kommunerne må ud og løbe for at finansiere de i alt 465 millioner kroner, som projekter ventes at løbe op i mellem 2012 og 2014.

Det fokuserer projektet på: - Solcelleanlæg - Jordvarmeanlæg - Solvarmeanlæg - Sygehusudstyr - Isolering og udskiftning af vinduer og døre - Regulering og udskiftning af ineffektive installationer

Ud over at energieffektivisere bl.a. sygehuse, institutioner og administrationsbygninger, for eksempel ved at efterisolere og udskifte vinduer, skal det sættes gang den vedvarende energi, især med solceller, solvarme eller jordvarme.

Regionen og de 12 kommuner regner med at spare energi svarende til elforbruget i 12.000 parcelhuse.

Og som ekstra gevinst ventes projektet i de tre år, det løber, at give hvad der svarer til heltidsbeskæftigelse til 1000 mennesker.

Facebook
Twitter