Appelsiner, citroner, blommer og vindruer fra Sydeuropa, som ikke er dyrket økologisk, er ofte sprøjtet med stoffet chlorpyrifos.
Faktisk har tidligere undersøgelser vist, at hver tredje ikke-økologiske citrusfrugt i danske butikker indeholder stoffet.
Men efter vurdering fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), som blandt andet har set på stoffets virkning på børn og fostre, vil fødevareminister Mogens Jensen (S) forbyde, at frugt med stoffet kan sælges i danske butikker.
Det er i forvejen forbudt at anvende chlorpyrifos i Danmark, men det accepteres under en vis grænseværdi i importet frugt. Det er den grænseværdi, som ministren nu vil ændre til nul.
- Med de oplysninger, vi nu har fået fra den europæiske fødevaresikkerhedsenhed, står det jo klart, at det her stof ser ud til at være skadeligt, særligt for hjernens udvikling hos fostre og børn. Og derfor mener jeg ikke, at de her stoffer skal kunne findes i danske fødevarer, siger ministeren til DR.
EFSA foreslår, at EU stryger stoffet fra listen af godkendte insektmidler til næste år, men Mogens Jensen vil have handling her og nu.
- Vi skal have etableret et forbud, før virksomhederne kan rette sig efter det. Og det er klart, at det skal etableres så hurtigt som muligt.
- Inden for kort tid vil det betyde, at det ikke findes ude i butikkerne.
- Ingen af de varer, der er behandlet med de her stoffer, skal kunne komme ind i Danmark. Og det forbud kan du etablere under de nuværende EU-regler, hvis du kan påpege, at der er en sikkerhedsrisiko. Og det har EU nu selv påpeget, at der er, siger Mogens Jensen i Orientering på P1.
Vil arbejde for generelt forbud i EU
Han understreger, at forbuddet i første omgang skal etableres i Danmark, men han vil i EU-regi arbejde for, at det kommer til at gælde alle EU-landene.
Ifølge professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet Philippe Grandjean burde man tidligere have været opmærksom på risikoen ved at anvende insektmidlet.
- Der er lavet adskillige undersøgelser af børn, der tyder på, at børns hjerner er blevet skadet i udviklingen - helt så tidligt som i fostertilstanden, når der har været forhøjede mængder chlorpyrifos i moderens kost, siger han.
- Vi har spist stoffet i årtier gennem importeret frugt, når vi som forbrugere har købt vindruer, blommer og citrusfrugter, som er kommet fra lande, hvor man netop bruger chlorpyrifos. Derfor har alle danskere faktisk været udsat for det her stof, selvom vi ikke har brugt det, siger Philippe Grandjean.