Skælv på 6,6 ryster Grønlands østkyst

Jordskælv udfor Grønlands østkyst. De seneste meldinger lyder på 6.6 på Richterskalaen, skriver Reuters.

Jordskælv udfor Grønlands østkyst. De seneste meldinger lyder på 6.6 på Richterskalaen, skriver Reuters.

Et skælv, der blev målt til 6,6 på richterskalaen, rystede torsdag Grønlands østkyst. Det oplyser USA's Geologiske Overvågningscenter, USGC.

Skælvets epicenter var 428 kilometer nordøst for Ittoqqortoormiit og lå i 8,5 kilometers dybde, oplyser USGC.

Skælvet skete tæt på øen Jan Mayen. Seismologen Johannes Schweitzer siger til det norske nyhedsbureau NTB, at skælvets epicenter lå få kilometer vest for øen, som ligger mellem Grønlandshavet og Norskehavet.

Stationschef Thor Paul Gjelseth ved den norske forskningsstation på Jan Mayen siger, at skælvet var dramatisk.

- Det rystede, og folk havde svært ved at stå oprejst. Ting fra væggene faldt ned fra væggene over alt, og vi har nu nok at gøre med at rydde op, siger Gjelseth til VG Nett.

Han tilføjer, at det er sjældent, der sker så kraftig skælv i området.

Ifølge eksperter er det ikke sandsynligt, at skælvet har forårsaget større materielle skader.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er på besøg i Grønland frem til lørdag. Statsministeren deltager blandt andet i rigsmøde fredag og lørdag i Sydgrønland sammen med den grønlandske landsstyreformand, Kuupik Kleist.

Også Islands Meteorologiske Kontor rapporterer om et skælv nær Reykjavik, hvor indbyggerne blev forskrækkede over rystelser torsdag. Skælvet blev målt til 4,1.

/ritzau/