Ved årsskiftet trådte en stribe nye gebyrer i kraft i Udlændingeservice. Blandt andet koster det fremover knap 6.000 kroner at søge om familiesammenføring.
Det rammer blandt andet Martin Sørensen fra Ranum, der søger om permanent opholdstilladelse for sin thailandske kone gennem ni år, Wong Duan Sørensen og hendes to børn på 19 og 20 år.
- Det gør mig vred helt ind i sindet. Vi har boet sammen i Danmark siden 2003, børnene har været her siden 2004 og er under uddannelse. Og nu skal de tre betale i omegnen af 20.000 kroner alt i alt for at få permanent opholdstilladelse, siger Martin Sørensen.
Hans situation er ekstra paradoksal, fordi hans familie allerede i forsommeren stod til at få permanent opholdstilladelse, men deres sag blev ændret, da man med tilbagevirkende kraft strammede loven med et nyt pointsystem, og derfor står de i dag og skal søge om den igen.
- Min kones datter, som også nu er min datter, skal betale 9.000 kroner, fordi hun var 19 år, da loven trådte i kraft og derfor skal opfylde kravene som en nytilflytter.
Diskrimination
Ifølge de nye regler koster det 750 kroner at klage over en afgørelse i Udlændingeservice, og det er ifølge Amnesty International chikane og diskrimination, fordi det lugter af, at man vil afholde udlændinge fra at klage.
- Man har introduceret et gebyr på 750 kroner og håber dermed, at færre vil klage, fordi det bliver dyrere og mere besværligt. Når vi ellers ikke har tradition for gebyrer i den offentlige forvaltning er det diskrimination, at man pålægger gebyrer for udlændinge på den måde, påpeger Claus Juul, der er juridisk konsulent.
Integrationsordfører for Venstre, Karsten Lauritzen, påpeger, at gebyrerne er blevet nødvendige på grund af de økonomiske udfordringer Danmark har, og at dyre gebyrer også er indført på andre områder.
Men dén køber Martin Sørensen ikke.
- Min kone har indbetalt cirka 600.000 kroner i skat de sidste syv år, hun har været i Danmark. Hun knokler røven ud af bukserne. Vores to børn kommer også snart til at blive skatteydere, og jeg betaler jo også kassen i skat. Så det giver jeg ikke meget for. Det er ren chikane, fordi man ikke kan lide udlændinge.