Skal du bestige bakker eller lytte til en udødelig klassiker? DR guider til tre ting, du kan lave i din efterårsferie

Hvis du ikke har set Københavns nye bakke, så er det måske tid til at tage en tur forbi Amager.

Fra den nye bakke på Amager i København er der udsigt over det meste af byen. (Foto: Clara Ahrens Poulsen © Scanpix)

Efterårsferien er godt i gang, men med udsigt til ustadigt vejr kan det være svært at komme på sjove aktiviteter, der kan holde hele familien beskæftiget.

Måske er du allerede over alle bjerge. Måske har du mest lyst til at lade op på sofaen.

Men hvis du mest af alt har lyst til at bruge efterårsferien kulturelt, har vi på dr.dk fået DR's kulturkorrespondent til at komme med tre familievenlige bud på kulturelle oplevelser, du kan kaste dig over, hvad enten du bor i Aalborg, Vejle, Svendborg eller København.

1

Find din indre arkitekt med Bjarke Ingels

Den 4. oktober fik offentligheden adgang det nye bjerg på Amager, der har udsigt over København og Øresund. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Den verdensberømte danske arkitekt Bjarke Ingels er her og der og alle vegne. Og har du endnu ikke haft chancen for at dykke ned i hans univers er efterårsferien måske en oplagt mulighed. For med Bjarke Ingels er der noget at hente for både børn, unge og voksne, hvad enten man er til indendørs udstilling eller gerne vil udfordre sig selv fysisk.

På DAC (Dansk Arkitektur Center) i København kan du komme med BIG - Bjarke Ingels Group på en arkitekturrejse igennem tiden fra 'Big Bang til Singularity'.

Udstillingen viser mere end 70 BIG-projekter fra hele verden. Samtidig kan de unge i et computerunivers prøve kræfter med fremtidens arkitektur – måske en mulighed for at finde ”arkitekten i sig selv".

Også ude i virkeligheden er Bjarke Ingels topaktuel, for nu er det endelig blevet muligt at begive sig hele vejen op på toppen af 'CopenHill'.

Det er en gigantisk bjergformet bygning, der kombinerer noget så utroligt som et forbrændingsanlæg og en skibakke – og så på flade Amager! Anlægget har brændt affald af i et stykke tid, og den 4. oktober fik offentligheden så adgang til den forunderlige ”bjergsti” med udsigt over hele København og Øresund, skibakken, klatrevæggen og et besøgscenter.

Siden åbningen er Instagram eksploderet med folk, der begejstret lægger billeder op fra toppen af Københavns nye, betagende bjerg.

2

Oplev 'Den lille Prins' i musikalsk teaterversion

Teater Next og Anemonen opfører "Den lille Prins" i en musikalsk teaterversion i næsten hele landet i denne tid. (© Teater Next)

Teater er også for alle aldre, og her i efterårsferien er der særlig mange muligheder for hele familien, hvad enten man er til klassikere eller vil udfordre sig selv med mere nutidig scenekunst.

En absolut og udødelig klassiker er Antoine de Saint-Exupéry’s 'Den lille Prins' – en af de bedst sælgende bøger nogensinde. Det er den charmerende og tankevækkende historie om prinsen, der lærer at forstå livet og kærligheden på en rejse rundt i universet.

Teater Next og Anemonen opfører historien i en musikalsk teaterversion i næsten hele landet i denne tid.

Den lille Prins er en historie, man aldrig bliver træt af, uanset hvor gammel man er, men er der teenagere i familien er der også nye stykker at hente.

Teatret ”Hils Din Mor” har specialiseret sig i køns- og seksualidentitet og er lige nu på banen med forestillingen med den mundrette titel ”Den sommer far blev homo.” Det handler om at være ung og i tvivl, om pinlige forældre og om teenage-sindet på godt og ondt.

Stykket spiller lige nu på Folketeatret i København, men vil også kunne opleves rundt om i landet senere - for eksempel på Teater Nordkraft i Aalborg.

3

Kig ind i den nordiske mytologis eventyrverden

Roland Møller (i midten) spiler Thor i 'Valhalla'. (Foto: Kasper Tuxen © Profile Pictures)

Når skolerne holder efterårsferie, er det også højsæson for familiefilm. En genre, der indimellem har fået en del skældud for at være for vitaminfattig.

I år er der måske nye anderledes toner på vej med to helt nye danske film, der begge handler om børn, der begiver sig ud på vilde eventyr.

Instruktør Fenar Ahmad tog for et par år siden hele den danske filmverden med storm med sin actionthriller ”Underverden”, og han er nu tilbage med eventyrfilmen 'Valhalla', der er baseret på Peter Madsens 40 år gamle tegneserie om søskendeparret Røskva og Tjalfe, som mere eller mindre frivilligt ender hos de nordiske guder i Valhalla.

Måske ikke en film for de allermindste, til gengæld er der masser af smæk for skillingen, hvis man kan tåle fantasy, drabelige slåskampe og ikke mindst den farlige Fenris-ulv – en genialt computerskabt kæmpeulv, der i første omgang er temmelig uhyggelig.

Makkerparret Wikke og Rasmussen er også aktuelle med en eventyrfilm, ikke mørk og uhyggelig som Valhalla, men masser af spænding, smil og magi. Hvad kan der ikke ske, når en jysk talende gås pludselig en dag dukker op hos den 12-årige spilnørd Viggo…

Begge film spiller over hele landet.