Skal du på bar i morgen? Derfor kan fadøllen ramme hårdere end før

Der skal få dages afholdenhed til, før du bliver mindre tolerant over for alkohol.

Drukspillet vandfald kan få de fleste til at føle sig berusede. Men især hvis man ikke har drukket alkohol i noget tid. (Foto: Tobias Kobborg © Scanpix)

Har du de sidste fire måneder brugt weekenderne på at strikke, stene Barnaby og drømme om den dag, du igen måtte drikke fadøl på din yndlingsbar?

Så skal du måske være varsom, når du genåbnings-kulret sætter dig tilrette for at indtage de gyldne safter for første gang i noget tid. Du risikerer nemlig at blive fuldere end normalt.

Vi har spurgt alkoholforsker Anette Søgård Nielsen, om man kan blive mindre tolerant over for alkohol efter bare et par måneders afholdenhed. Og svaret er klart ja.

Faktisk skal der ikke engang et par måneders nedlukningsrelateret afholdenhed til, før din tolerance over for alkohol falder. Det går langt hurtigere.

- Hvis ikke du drikker alkohol i hverdagen, er der mange, som kan mærke det første glas alkohol om fredagen. Mens hvis du drikker resten af flasken lørdag, kan du ikke mærke det lige så meget, fortæller Anette Søgård Nielsen.

Risikoen, for at du i henrykkelse snubler i tequila-gryden, er en anden faldgrube, som man ikke behøver at være professor for at kende konsekvenserne af.

- Du er endelig blevet sluppet på græs og drikker måske mere, end du plejer, siger Anette Søgård Nielsen, som er professor hos Enheden for Klinisk Alkoholforskning på Syddansk Universitet.

Din hjerne kan ikke lide at være fuld

Fuldskabsstræbende festivalgængere har altid brokket sig over den hurtige alkohol tolerances effekt. De vil gerne føle sig fulde, men allerede på andendagen, og i særdeleshed på femtedagen, virker det sværere at blive påvirket af samme mængde lunkne dåseøl.

Og klapstols-feltstudierne har ret i deres observationer. Den videnskabelige grund er, at din hjerne ikke kan lide, når alkoholen slører dit blik, hæmmer din reaktionsevne og får både tunge og fødder til at snøvle.

- Så når du drikker, begynder hjernen at tilpasse sig og kompensere for effekten, siger Anette Søgård Nielsen.

- Vi har jo et smart system, som forsøger at fungere så optimalt som muligt.

Første fadøl slår hårdest

Og det smarte system, hjernen, er faktisk ikke mange timer om at regulere din brandert.

Du kan måske genkende følelsen af, at fredagsbarens første pilsner sænker dine skuldre. Hold da op, den slår hårdt i dag, tænker du, og frygter, at det kan blive lidt pinligt overfor kollegaerne.

Anette Søgaard Nielsen er professor hos Enheden for Klinisk Alkoholforskning på Syddansk Universitet. (Foto: Alex Tran)

Men som du drikker flere øl aftager effekten. Den pinlige fuldskab udebliver, og måske du endda går i seng og tænker, at du føler dig ædru.

Her har du på egen krop oplevet, hvor hurtigt du opbygger bare en smule alkoholtolerance. Eksperter kalder det akut tolerance, og det betyder, at du føler dig mere fuld, når din promille stiger, end når den falder.

- Det er også grunden til, at folk kører spirituskørsel, når de henter rundstykker morgenen efter en fest. De føler sig ikke fulde længere, selvom de måske følte sig fulde i går, da de havde samme promille i blodet, siger Anette Søgård Nielsen og tilføjer, at det er temmelig risikabelt, at man ikke kan stole på sine egne fornemmelser, men reelt har en højere promille, end man kan mærke.

For at forklare det så selv fulde mennesker kan følge med:

Du drikker øl og føler dig lidt fuld, da din promille stiger til 0,7. Du drikker flere øl, men stopper da din promille når 1,4. Nu begynder din promille at falde, men da den igen er på 0,7, føler du dig ikke i samme grad påvirket, som da du havde samme promille tidligere på aftenen.

Hjernen har allerede gjort dig lidt mere tolerant over for alkoholens påvirkning.

Desuden føler du dig mindre fuld morgenen efter en fest, med samme promille, fordi du ikke længere sidder i venners lag og mærker rytmerne fra anlægget.

- Alkoholpåvirkning er en mellemting mellem biologi og psykologi. Hvis du sidder i venners lag og forventer at blive påvirket, vil du føle dig mere opløftet, siger Anette Søgård Nielsen.

- Ej, hvor er det dejligt at drikke øl, tænker man nede på den genåbnede bar. Men måske du havde haft samme følelse, hvis du havde drukket en juice.

Facebook
Twitter