Skal du selv bestemme, om du må ryge fra klokken 8-16? Flere gymnasier indfører røgfri skoletid

Mindst 25 gymnasier har allerede indført røgfri skoletid.

DR har skrevet til alle landets gymnasier, og 25 har svaret, at de har indført eller er ved at indføre røgfri skoletid. (Grafik: Emil Thorbjörnsson)

Prøv at tænke på første gang, du tog et hvæs af en cigaret. Var du 13? 18? Langt de fleste danskere, der ryger i dag, begynder, mens de er teenagere.

Op til Folketingsvalget diskuterede politikerne, hvordan man skulle få især unge til at ryge mindre. De talte om at hæve prisen, at pakke cigaretterne væk under disken, og så talte et flertal af partierne om at indføre røgfri skoletid. Det vil sige, at eleverne ikke må ryge, fra de møder, til de har fri - heller ikke udenfor skolens område.

Nu er der igen forhandlinger om, hvordan man skal forhindre unge i at ryge, hvor den socialdemokratiske regering lægger op til, at man indfører røgfri skoletid på alle ungdomsuddannelser.

Men mens politikerne diskuterer, er der gymnasier, der ikke vil vente.

Skriftlige advarsler for at tage snus og ryge

DR har skrevet til alle landets gymnasier, og 25 af dem har svaret, at de har indført eller er ved at indføre røgfri skoletid. Et af dem er Nyborg Gymnasium, som har indført røgfri skoletid for at få færre unge til at begynde at ryge.

Se på kortet, hvilke gymnasier der svarer, at de har indført eller er ved at indføre røgfri skoletid:

Kilde: DR har spurgt 'Har I indført røgfri skoletid? Det vil sige, at eleverne heller ikke må gå udenfor skolens område for at ryge i skoletiden.’ Men det er ikke alle, der har svaret. Der kan altså være flere gymnasier med røgfri skoletid end på kortet.

- Jeg er af den klare mening, at mit ansvar for unge ikke kun handler om dannelse og fag. Det handler også om, at de får forudsætningerne for at leve et langt, godt og sundt liv. Det får man ikke med cigaretter, siger Henrik Stokholm, som er rektor på Nyborg Gymnasium.

Forbuddet gælder også e-cigaretter og snus, som kan være sværere at kontrollere.

Hvis eleverne bliver taget i at overtræde tobaksreglerne gentagne gange, kan det ende med en bortvisning. Og flere gymnasier svarer, at de har lignende sanktioner.

Må rektor bestemme?

DR har været i kontakt med flere unge fra hele landet, som efterlyser svar på, om det virkelig kan passe, at man kan få skriftlige advarsler og i sidste ende blive smidt ud af sin uddannelse, hvis man bliver taget i at ryge. Selv hvis man står udenfor skolens område, sidder i sin bil, eller ryger inde ved naboen?

Det korte svar er ja.

Vi har spurgt Undervisningsministeriet, og de henviser til bekendtgørelsen om studie- og ordensregler for gymnasiale uddannelser, hvor der står, at:

- Institutionen kan fastsætte sine ordensregler, så de også omfatter elevernes adfærd uden for institutionen, herunder i deres fritid.

Og gymnasierne må altså gerne give skriftlige advarsler, hvis eleverne overtræder reglerne. Det skal bare fremgå af institutionens studie- og ordensregler.

Det er Arbejdstilsynet, som fører kontrol med, om gymnasierne overholder loven om røgfri miljøer med røgfri matrikler. Men fordi regler om røgfri skoletid går udover loven, holder Arbejdstilsynet ikke øje med, om der bliver røget udenfor gymnasiets område. Her er det op til uddannelserne selv at beslutte, hvor meget de vil lægge vægt på sanktionerne.

Flere af gymnasierne svarer også, at det endnu ikke har været nødvendigt at bruge sanktionerne, og enkelte skriver, at det vigtigste er at ændre adfærden frem for at straffe.

Ekspert: Efter tre år bliver normen ikke at ryge

Det er sparsomt med undersøgelser, der dokumenterer effekten af røgfri skoletid. Men professor i tobaksforebyggelse Charlotta Pisinger er ikke i tvivl om, at det vil få færre unge til at ryge.

- Vi skal huske, at 85 procent af unge mennesker ikke ryger, så røgfri skoletid er en beskyttelse af de unge, der ikke ryger. Mange fællesskaber kommer hurtigt til at handle om, at man går ud og ryger.

Og hvis der nu er nogle i de rygefællesskaber, som man gerne vil hænge ud med, kan nogle elever føle sig presset eller lokket til at gå ind i de her rygefællesskaber, siger hun.

I Norge indførte man for nogle år siden røgfri skoletid på alle ungdomsuddannelser - også for elever over 18 år - og erfaringerne har været positive, fortæller Charlotta Pisinger:

- Så efter tre år er der ikke flere gamle rygere på de her ungdomsuddannelser, og så bliver den sociale norm, at man selvfølgelig ikke ryger.

Samtidig er det en stor hjælp til dem, der gerne vil holde op med at ryge, at de ikke kan ryge i deres skoletid, siger hun.

- For rigtig mange af dagligrygerne ønsker at holde op med at ryge.

I Statens Institut for Folkesundheds Ungdomsprofil fra 2014 svarer 55 procent af gymnasieeleverne, at de ønsker at holde op med at ryge.

Samtidig kan det være en god idé at vænne sig til røgfri skoletid, for der kommer flere og flere kommuner, hvor medarbejderne ikke må ryge i arbejdstiden.

Hvis der ikke allerede er regler om røgfri skoletid på dit gymnasium, så kan de stadig komme - sundhedsordførerne på Christiansborg sidder netop nu og diskuterer, om du skal vænne dig fra din smøgpause.